En investeringsejendom midt på gågaden i Roskilde med både detail, kontor og boliger og er netop sat til salg. Den samlede pris er knap 70 millioner kroner for ejendommen med to beboelsesenheder, 12 erhvervsenheder samt kælder og tagetage.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, som skal formidle salget af den alsidige investeringsejendom på vegne af pensionskassen Velliv.
– Vi ønsker først og fremmest at sælge ejendommen, da vi ikke er særligt aktive på detailmarkedet, og fordi ejendommen er mindre end de ejendomme vi ønsker at have i vores ejendomsportefølje, udtaler Rasmus Ruhnau, Investment Manager, Velliv Ejendomme.
Ejendommen på Skomagergade 15 er opført i 1877 og 1966, og er senere ombygget i 1999. Den består af to store bygninger med et samlet etageareal på 5.145 kvadratmeter.
– Erhvervslejemålene er moderne og veludnyttede og bruges til både detail og kontor. Der er lidt udviklingspotentiale i udlejning af tomgang, kælder samt udvikling af huslejer. En del af kontorarealet kunne med fordel udvikles til boliger, hvis der kan opnås tilladelse hertil – dog kan friareal og p-pladser være en udfordring til dette, udtaler Flemming Buhl, Head of Capital Markets og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech.
– Herudover kan de to beboelsesenheder med fordel opdeles. Hvis kommende køber får tilladelse, er der også mulighed for at omdanne kontorarealerne til boliger, og beboelsesenhederne kan opdeles i ejerlejligheder, udtaler Flemming Buhl, Head of Capital Markets og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Gennem de seneste 10 år er Roskilde Kommune ifølge tal fra Danmarks Statistik vokset med i alt 6.700 indbyggere. Aktuelt har kommunen knap 91.000 indbyggere, mens der bor næsten 53.000 i byen Roskilde, som er vokset med knap 4.300 indbyggere gennem de seneste 10 år.
– Vi oplever en befolkningstilvækst i Roskilde, og en lejlighed midt i det kulturelle centrum vil have en naturlig efterspørgsel. Detaillejemålene nyder godt af deres placering, da området har et rigt erhvervsliv og en livlig atmosfære med både boliger, butikker og restauranter, siger John Borrisholt, direktør, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde.
Samtidig er det attraktivt at være erhvervsdrivende i Roskilde, der er i rivende udvikling. Alt i alt er det en alsidig og spændende investeringsejendom midt i centrum af Roskilde, hvor vi udover Skomagergade 15 i øvrigt lige har solgt naboejendommen Skomagergade 11-13 til købmandsfonden KFI til en pris på knap 60 millioner kroner.