For andet år i træk kan Billund Kommune kalde sig landets mest ejendomsvenlige.
Det skriver EjendomDanmark i en pressemeddelelse.
Brancheorganisationen står bag en årlig undersøgelse af de danske kommunernes evne til at skabe attraktive rammer for ejendomsinvesteringer.
– Et stort tillykke til Billund Kommune med endnu en førsteplads. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe og fastholde et solidt fundament for vækst – noget, der er helt afgørende for et stærkt lokalsamfund, udtaler Peter Stenholm, der er administrerende direktør i EjendomDanmark.
Undersøgelsen måler kommunernes ejendomsvenlighed ud fra kriterier som dækningsafgift, grundskyldspromille, lejeregulering, byggesagsbehandlingstid- og gebyrer samt ejendomsforbrydelser. Der er tale om parametre, som kommunerne selv har mulighed for at påvirke, understreger EjendomDanmark.
Flere forbedringer
Siden EjendomDanmark begyndte at måle kommunernes ejendomsvenlighed i 2012, har Billund Kommune nu taget førstepladsen hele syv gange.
Ifølge Peter Stenholm udmærker kommunen sig på flere områder.
– Billund har hverken dækningsafgift, lejeregulering eller byggesagsgebyrer – forhold, der gør det attraktivt for investorer at realisere projekter i kommunen, forklarer han.
– I år er det især den reducerede byggesagsbehandlingstid, der har givet kommunen et løft. Den er faldet fra 18 dage til kun 14 dage. Samtidig er antallet af ejendomsforbrydelser også markant reduceret i løbet af de seneste år.
Borgmester i Billund Kommune, Stephanie Storbank (V), glæder sig endnu en gang over anerkendelsen:
– Billund Kommune skal være en attraktiv kommune at være ejendomsejer og investor i. Derfor er jeg rigtig stolt over, at vi ifølge EjendomDanmark fastholder titlen som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune, siger Stephanie Storbank.
– Vi ved, hvor frustrerende lange sagsbehandlingstider kan være for både borgere og erhvervslivet, og vi har derfor et vedholdende fokus på at tilbyde en effektiv byggesagsbehandling. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi er lykkedes med at sænke sagsbehandlingstiden på trods af, at vi oplever et fortsat højt antal sager, der skal behandles. Det er rigtig godt. For kun ved at være effektive kan vi understøtte erhvervslivets vokseværk.
Top ti: De mest ejendomsvenlige kommuner
Udover Billund placeres også Solrød og Ringsted Kommune i toppen af listen over Danmarks mest ejendomsvenlige kommuner:
- Billund
- Solrød
- Ringsted
- Struer
- Aabenraa
- Stevns
- Herning
- Samsø
- Faxe
- Ikast-Brande
Kilde: EjendomDanmark.