Regeringen og en række aftalepartier blev i går blevet enige om en reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.
Initiativet hilses velkommen af EjendomDanmark, oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse.
– Det er positivt, at man vil styrke koblingen mellem teori og praksis. Uddannelsesinstitutionerne gør allerede et stort stykke arbejde, men med den nye aftale får de endnu bedre rammer for at sikre, at de studerende får de kompetencer, aftagervirksomhederne efterspørger, udtaler Lotte Rendtorff, chefkonsulent for uddannelse og rekruttering hos EjendomDanmark.
– Ejendomsbranchen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og derfor er det helt centralt, at vi uddanner medarbejdere med de rette kompetencer. Mere praksisnær undervisning, tættere vejledning og en stærkere kobling til erhvervslivet vil ikke kun styrke branchen – det er også afgørende for at løse nogle af de store samfundsudfordringer, vi står over for i fremtiden.
EjendomDanmark ser nu frem til at bidrage konstruktivt til, at aftalen bliver omsat til konkret værdi for alle parter. Derfor vil organisationen indkalde sine medlemmer til drøftelser om implementeringen.
– Vi vil samle konkrete input fra branchen til, hvilke kompetencer der efterspørges. Det giver os et velfunderet grundlag for at give uddannelsesinstitutionerne viden om, hvordan de i endnu højere grad kan målrette og styrke uddannelserne, så de matcher ejendomsbranchens behov i fremtiden, siger Lotte Rendtorff.
Ifølge EjendomDanmark har reformen primært fokus på velfærdsuddannelserne, men påvirker også en af ejendomsbranchens vigtigste rekrutteringskanaler – blandt andet ved at forkorte finansøkonom- og finansbacheloruddannelserne.
– Det er vigtigt, at vi i tæt samarbejde med virksomhederne sikrer, at kvaliteten ikke forringes – men tværtimod bliver endnu mere relevant og målrettet, når uddannelserne forkortes. Det vil vi have fokus på i det videre arbejde, siger Lotte Rendtorff.