Regeringen har i dag indgået en finanslovsaftale for 2025 med SF og Radikale.
Ifølge EjendomDanmark har ejendomsbranchen brug for stabilitet og en sikker økonomi. Derfor ser brancheorganisationen overordnet positivt på årets finanslovsaftale.
– Ejendomsbranchen har brug for stabilitet. Når der skal udvikles boliger, erhvervslokaler og byrum til fremtiden er ro på rammevilkårene og en stabil økonomi essentielt, for at fremtidige projekter kan realiseres, siger Peter Stenholm, administrerende direktør i EjendomDanmark, i en pressemeddelelse.
Organisationen glæder sig også over, at finansloven har opnået bredere opbakning i Folketinget.
– Det er glædeligt at regeringen har fundet en bred opbakning i Folketinget til årets finanslovsforlig. Det sikrer, at de rammer der aftales nu, også har en stabilitet. Det er vigtigt for en branche som vores, hvor renteudsving og konjunkturer har stor betydning. Her er stabile og brede politiske rammer vigtige, fortsætter Peter Stenholm.
Genindførelse af håndværkerfradraget
Selvom finansloven i høj grad er karakteriseret af stabilitet og videreførelse af tidligere indgåede politiske aftaler, er der også blevet plads til lidt nyt.
Udover den bredt omtalte forsøgsordning med gratis skolemad, vender også håndværkerfradraget tilbage i en form, der har fokus på energi og klimarenoveringer i landets private boliger.
– Det er positivt, at der i aftalen lægges vægt på at støtte den grønne omstilling af ejendomsmassen. Genindførelsen af håndværkerfradraget er et fornuftigt skridt, og vi vil opfordre til at vi i den kommende tid også ser på, hvordan man kan skabe økonomiske incitamenter, der kan understøtte renoveringen af resten af ejendomsmassen, afslutter Peter Stenholm.