Under mantraet “Ejendomsbranchen tager ansvar” har EjendomDanmarks hovedbestyrelse vedtaget nye etiske normer. De skal afspejle branchens ambitioner og samfundsansvar.
Det skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.
– Vi skal værne om respekten for vores branche. Med de etiske normer løfter vi anseelsen og sætter streg under, at ejendomsbranchen er dybt professionel. I EjendomDanmark er vi en del af et fællesskab, hvor vi står sammen og viser vores værd. Derfor er jeg stolt af, at vi kan offentliggøre vores nye etiske normer, udtaler formand for EjendomDanmark og direktør i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen.
De nye etiske normer træder i kraft den 1. juli 2024, og de gælder nu for endnu flere af EjendomDanmarks medlemmer.
– Samfundet udvikler sig, og branchen udvikler sig med. Derfor skal vores etiske normer selvfølgelig også være moderne og tilpasset nutiden. Samtidig vil jeg gerne rette en stor tak til alle de mange fra branchen, der undervejs er kommet med idéer, indspark og kommentarer. Det har været en både ambitiøs og grundig proces, som nu udmønter sig i nye, høje branchestandarder. Med dem i hånden kan vi vise, at vi er en betydningsfuld og yderst professionel branche, udtaler administrerende direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.
Nye retningslinjer for ejendomsadministration og -forvaltning
Samtidig med vedtagelsen af de etiske normer er der også vedtaget “Retningslinjer for administration og forvaltning af ejendomme”, som ifølge EjendomDanmark bygger videre på de oprindelige etiske normer for ejendomsadministration.
De fungerer som et sæt spilleregler for alle, der arbejder med ejendomsadministration eller –forvaltning af andres ejendomme, skriver brancheorganisationen.
– Ejendomsadministration 2024 er mere omfattende og kompleks end for 15 år siden. Derfor er jeg glad for, at vi med de nye retningslinjer adresserer de udfordringer og dilemmaer som branchen kan møde i dag. Vi er en ambitiøs branche, der følger med udviklingen for at kunne skabe mere værdi i samarbejdet mellem kunder og professionelle forvaltere. Det skal vi vise både hinanden og omverdenen” siger Ashkan Ahmadinia, administrerende direktør i Cobblestone og medlem af EjendomDanmarks forretningsudvalg.
“Etiske normer” og “Retningslinjer for administration og forvaltning af ejendomme” er vedtaget af EjendomDanmarks hovedbestyrelse den 26. juni 2024.
De træder i kraft den 1. juli 2024. De etiske normer vil som noget nyt gælde alle medlemmer af EjendomDanmark – med undtagelse af de tilknyttede medlemmer.
EjendomDanmarks hovedbestyrelse består af repræsentanter fra:
ATP Ejendomme, Balder Danmark, Barfoed Group, CEJ Ejendomsadministration, Cobblestone, Danica Ejendomme, Ejendomsforeningen Fyn, Ejendomsforeningen Kronjylland, Fokus Nordic, Frederiksberg Grundejerforening, Fællesforeningen, Heimstaden Danmark, Home.Earth, Industriens Pension, K. C. Nielsens Fond, KLP Ejendomme, Koncenton, Laros, LEA Ejendomspartner, Newsec Property Asset Management, Nordea Pension Ejendom Danmark, NCAP Denmark, Nørgaard Skødt Ejendomme, PensionDanmark Ejendomme, PFA Ejendomme, PKA Ejendomme, ProDomus, PWH Ejendomme, Sinding & Co., Taurus Ejendomsforvaltning, Velliv, Pension & Livsforsikring, Qvortrup Administration, Wagner Ejendomme.