Erhvervsmanden Jørgen Nielsen er ifølge JyskeVestkysten blevet erklæret personligt konkurs ved Retten i Esbjerg efter en begæring indleveret den 25. februar.
Konkursen omfatter både ham selv og hans enkeltmandsvirksomhed DANA Ejendomsadministration og sker efter et mislykket forsøg på rekonstruktion.
Advokat Boris K. Frederiksen fra Poul Schmith/Kammeradvokaten og advokat Stefan Nielsen fra Ventus Advokater er som kuratorer er udpeget til at behandle sagen og skal nu gennemgå økonomien og afdække værdier til kreditorerne.
Konkursen er ifølge kuratorerne indledt på baggrund af en kreditorbegæring, skriver JyskeVestkysten.
Ifølge avisen er Jørgen Nielsen kendt for blandt andet flytteforretningen De Blå Bude og har opbygget aktiviteter inden for ejendomme og drift. Flere af hans selskaber har både værdier og økonomiske udfordringer, og nogle skylder ham personligt betydelige beløb, som nu indgår i konkursboet.
Han ønsker over for avisen ikke at kommentere konkursen, men oplyser, at den ikke påvirker hans øvrige forretninger. Kreditorer har fire uger til at anmelde deres krav.
I den seneste årsrapport fra 2024 havde DANA Ejendomsadministration et overskud på knap 600.00 kroner, hvilket var noget lavere end året før.
Selskabet havde aktiver for 35,5 millioner kroner, hvoraf langt størstedelen bestod af investeringsejendomme, der var opgjort til en værdi af 31,5 millioner kroner. Egenkapitalen var på 9,4 millioner kroner, og der var samlet gæld for lidt over 22 millioner kroner.
Der var samtidig en vis usikkerhed knyttet til værdiansættelsen af ejendommene, da de var opgjort ud fra forventninger til afkast og drift.























