
Taurus Ejendomsforvaltning, der er en del af PHM Danmark, styrer mod et rekordresultat i 2025 efter et år med høj aktivitet i ejendomsmarkedet og et skærpet fokus på driften.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Siden administrerende direktør Allan Holst Jensen tiltrådte for knap et år siden, har virksomheden arbejdet målrettet med at styrke kerneforretningen og skabe mere stabile driftsprocesser.
– Vi har haft fokus på at få styrket vores kerneforretning og skabe en tydelig retning. Det begynder vi nu at se resultaterne af, udtaler Allan Holst Jensen.
Taurus har traditionelt haft professionelle og institutionelle investorer som hovedkundegruppe, men oplever nu stigende efterspørgsel fra foreninger. Derfor bliver dette segment fremover et prioriteret vækstområde, hvor selskabet allerede har opbygget en portefølje gennem samarbejder med større investorer.
Digitalisering spiller en central rolle i den videre udvikling. I løbet af 2026 lancerer virksomheden en ny digital platform, der skal give beboere og bestyrelser bedre overblik og mere effektive arbejdsgange. Samtidig planlægges implementeringen af yderligere digitale systemer i 2027.
– Digitalisering er ikke et mål i sig selv, men et redskab til at skabe bedre kundeoplevelser og mere effektive arbejdsgange. PHM Digital bliver en vigtig del af vores setup, ligesom vi ser meget frem til at udrulle AMPLIO Estate primo 2027, udtaler Allan Holst Jensen.






















