Lejligheder på Østre Havn i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.
Lejligheder på Østre Havn i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.

Boligmarkedet i Danmark har fået medvind i første halvår af 2025.

Efter nogle år præget af økonomisk usikkerhed, høje renter og inflation, er der igen kommet gang i bolighandlerne – især når det gælder ejerlejligheder.

Ifølge nye tal fra Home og Danske Banks Boligbrief er salget af ejerlejligheder steget med hele 45,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

– Vi ser nu effekten af det lave renteniveau og den rolige inflation. Det gør det mere trygt at købe bolig, og det giver køberne mod på at slå til, udtaler Martin Wiesener, administrerende direktør i Home i en pressemeddelelse.

Også villaer og rækkehuse mærker opsvinget med en stigning på 8,3 procent i salget, mens sommerhusmarkedet har oplevet en stigning på 4,7 procent. Flere fremvisninger vidner desuden om øget interesse fra boligkøberne, og salgspriserne bevæger sig generelt opad.

Regionerne udvikler sig dog forskelligt. I hovedstadsområdet er der solgt over 50 procent flere ejerlejligheder end sidste år, mens hussalget er nogenlunde uændret. Midtjylland har haft 25 procent flere hushandler, og også Nordjylland og Syddanmark har oplevet fremgang. Til gengæld er der solgt færre huse på Sjælland, selv om aktiviteten er steget i den seneste måned.

Den økonomiske situation er en vigtig del af forklaringen. Siden juni sidste år er renterne i Europa sænket otte gange, og inflationen holder sig omkring to procent. Det gør det lettere og billigere at låne til en bolig og skaber ro om økonomien. Derfor tør flere danskere tage springet og købe bolig.

Uge 26 bød ifølge Boligsiden på det højeste antal bolighandler siden 2021, og det peger på, at optimismen er tilbage. Resten af året ventes markedet at fortsætte i samme spor, med lave renter og stabile priser. Men udviklingen på verdensmarkederne og forbrugernes tillid vil fortsat spille en rolle for stemningen.

Tilmeld Nyhedsbrev