For RealMæglerne var 2024 et godt år på salgsfronten. Det var især i årets anden halvdel, at salget steg sammenholdt med 2023, oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Første halvår 2023 mod førstehalvår 2024 viste en fremgang på 7 procent mens andet halvår 2023 mod andet halvår 2024 viste en fremgang på 18 procent, hvilket understreger, at der har været usædvanligt travlt i oktober, november og december. I samme periode faldt den toneangivende rente.
– Renten og boligmarkedet hænger sammen. Stiger renten, bliver det dyrere for køberne at sidde i egen bolig, og falder renten, gør det modsatte sig gældende. Det blev endnu engang understreget i 2024, fortæller Preben Merrild Angelo, administrerende direktør hos RealMæglerne.
Læs også: Boligmarkedet overraskede i 2024
Også på landsplan er boligsalget samlet set gået frem i år, når alle bolighandler i Danmark i 2024 sammenlignes med 2023. Salgstallene fra Boligsidens statistikker viser en fremgang fra 2023 til 2024 på omkring 10,5 procent.
Tallene fra RealMæglerne viser ligeledes, at der var fremgang i salget i 2024 i forhold til 2023 i alle dele af landet. Det er fortrinsvis villaer og rækkehuse, der handles, men også sommerhuse og lejligheder er godt med.
– Kun København adskiller sig med en lidt mindre fremgang, herunder især fordi de skandaleombruste ejendomsvurderinger ramte Københavnske boligejere i 2024, og derfor oplevede hovedstaden et større salg i slutningen af 2023 end resten af landet, fordi man kunne undgå at betale skat af en højere vurdering, hvis man handlede inden den 31. december 2023, forklarer Preben Merrild Angelo.
Dog er der en vigtig krølle på den fortælling:
– Alle eksperters og boligøkonomers analyser i starten af 2023 var, at boligmarkedet i hovedstaden mere eller mindre ville gå i stå. Både priser og antal handler ville falde markant. Ingen af delene blev rigtigt. Ikke i nærheden af rigtigt. Både priserne steg og salget steg – dog mindre end i andre områder af landet, uddyber Preben Merrild Angelo.
RealMæglerne forventer fortsat fremgang for boligmarkedet i 2025 på såvel priser som antallet af solgte boliger. Dette skyldes ikke mindst renten og den gode, stabile økonomi.
Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024
– Den fortsat faldende rente i 2025 vil øge salget af ejerboliger, og vil også medføre prisstigninger. Især i områder som eksempelvis hovedstaden, hvor der i dag forholdsvis opføres ni lejeboliger for hver ene ejerbolig, udtaler Preben Merrild Angelo.
– Politikkerne i København er af samme årsag selv skyld i de store prisstigninger på ejerboliger, for udbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, selv om politikerne udmærket er klar over, at langt størstedelen af befolkningen ønsker at eje deres bolig. Når ni ud af ti boliger, der opføres, er til leje og +70 procent af danskerne vil eje frem for at leje, så giver det hele sig selv.
RealMæglerne forventer prisstigninger på alle boligtyper i Danmark på 4 procent i GNS i 2025 i forhold til 2024, og dermed prisstigninger, som er et lille nøk over inflationen.