En spørgeundersøgelse fra analysevirksomheden YouGov og ejendomsmæglerkæden Home viser, at boligkøbere gennemsnitligt bruger næsten 267.000 kroner på at opgradere deres nyindkøbte bolig.

YouGov har også undersøgt, hvilke forbedringer, der er mest populære, oplyser Home i en pressemeddelelse.

Bortset fra frisk maling, som 30 procent af køberne ofrer på vægge og lofter, så er det de store investeringer, der er mest populære.

Nyt køkken og nyt bad – eller en renovering af de to rum – kommer ind på en delt andet plads med 20 procent.

– Køkkenet er et ekstremt vigtigt rum – måske det vigtigste – for de fleste købere. Eller måske skulle vi sige køkken-alrummet, fordi det i dag er et vigtigt omdrejningspunkt for familielivet, står øverst på rigtig mange køberes ønskeliste, siger boligmarkedsanalytiker i Home, Henrik Hauthorn Jensen.

Homes ejendomsmæglere oplever ofte, at købere til huse, der har separat køkken og spisestue, gransker mulighederne for at rive vægge ned og lave et stort køkken-alrum.

– Kan det ikke lade sig gøre, kan det faktisk få køberne til at fravælge et hus, de ellers godt kan lide, slår Homes analytiker fast.

Badeværelset er dog lige så vigtigt for de nye ejere at få frisket op eller renoveret, viser undersøgelsen.

– Det er et intimt og personligt rum, som betyder meget for mange købere, så her laves også ofte forbedringer, fortæller Henrik Hauthorn Jensen.

– Det kan måske bare være nyt wc, håndvask og armaturer, men det kan også være den helt store tur med nye klinker på gulve og vægge, karbad, gulvvarme og så videre.

Haven er en vigtig del af boligdrømmen

Haven er også en af de ting, som mange nye ejere investerer i, viser undersøgelsen.

14 procent fortæller, at de har brugt krudt på oprydning og anlægsarbejde omkring deres nye hjem.

– Haven er vigtig – ikke mindst for nye husejere, der måske kommer fra en lejlighed og lige netop flytter i hus for at få frisk luft og en have, som børnene kan boltre sig i. Så haven afspejler også i høj grad den boligdrøm, mange flytter for at opfylde, siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.

Homes ejendomsmæglere oplever også, at energiforbedringer er højt på dagsordenen, når boligen skal forbedres, selv om de enkelte indsatsområder ikke scorer helt i top i undersøgelsen.

Men der er ofte en energimæssig synergi i de forbedringer, boligejerne foretager, påpeger Homes analytiker.

– Hvis man for eksempel investerer i nye vinduer og døre eller nyt tag, sker der en visuel opgradering men også en energimæssig gevinst, siger Henrik Hauthorn Jensen.

Bruger flere penge

Spørgeundersøgelsen, som er gennemført blandt familier, der har købt bolig inden for de seneste 12 måneder, viser også, at de nye ejere bruger flere penge på at forbedre deres nye bolig sammenlignet med sidste år. I gennemsnit spenderer de næsten 50.000 kroner mere på opgraderinger af deres nye hjem.

I juli sidste år brugte boligkøberne i snit cirka 219.000 kroner på forbedringer af deres nye hjem. Næsten et år senere er beløbet steget til cirka 267.000 kroner, viser undersøgelsen.

Det svarer altså til en stigning på cirka 48.000 kroner i snit eller næsten 22 procent, oplyser home.

Samtidig er der færre, som nøjes med mindre investeringer i deres nyerhvervede bolig, hvilket I dette tilfælde forstås som op til 50.000 kroner. Det er kun 17 procent mod 27 procent i målingen sidste år.

Endelig er der markant flere boligkøbere, der bruger mellem 100.000 til 250.000 kroner på deres nye hjem. Det er cirka 20 procent mod blot 13 procent sidste år.

Fakta

Hvilke forbedringer eller renoveringer har du lavet eller
forventer at lave på den bolig, du har købt inden for de seneste
12 måneder? 
(vælg gerne flere svar)
 
Base: Har købt bolig inden for de seneste 12 måneder 394
Maling/tapetsering 30 procent
Nyt køkken/renovering af køkken 20 procent
Nyt bad/renovering af bad 20 procent
Oprydning/anlægsarbejde i haven 14 procent
Nyt tag/renovering af tag 13 procent
Ekstra isolering på loft/ i hulmur 10 procent
Lavenergivinduer/ruder 10 procent
Renovering af loft 9 procent
Tilbygning/ombygning 9 procent
Vandbesparende foranstaltninger fx nyt wc/brusehoved/blandingsbatteri 8 procent
Udskiftning af thermostater 8 procent
Renovering af kælder 8 procent
Nyt fyr / udskiftning af fyr med varmepumpe 4 procent
Isolering af rør i kolde rum 3 procent
Andet 5 procent
Har ikke lavet forbedringer/renoveringer 18 procent
Ved ikke 15 procent
Totalsum 203 procent

Kilde: YouGov for Home, april 2025.

Tilmeld Nyhedsbrev