Ejendomsmæglerkæde: Boligmarkedet godt i gang efter ferien

Antallet af bolighandler i august 2024 var højere end i juli, og der var ligeledes flere handler sammenlignet med året før.

Salget af huse er kommet godt i gang efter sommerferien oven på juli, som også bød på mange handler.

Det viser Homes Boligbrief for august, der udsendes i samarbejde med Danske Bank.

Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Antallet af solgte huse er steget 2,2 procent fra juli til august og ligger samtidig 4,6 procent højere end i august sidste år.

– Hussalget fulgte i august op på de overraskende gode takter fra juli, udtaler boligmarkedsanalytiker i Home, Henrik Hauthorn Jensen.

Læs også: Så meget steg boligpriserne i første halvår af 2024

Huspriserne er til gengæld stort set uændrede den seneste måned, men dog 3,3 procent højere end for et år siden, viser Home Boligbrief.

Også salget af ejerlejligheder og sommerhuse har løftet sig den seneste måned med 2,5 procent og 5 procent, men ligger til gengæld lavere end for et år siden.

– Salget af lejligheder og sommerhuse har også haft en god måned, og helt overordnet udvikler boligmarkedet sig fornuftigt hjulpet af en lidt lavere rente og solid økonomi i de danske husholdninger, siger Henrik Hauthorn Jensen.

Udvikling i boligsalget fra juli til august

  • Salget af huse er steget 2,2 procent
  • Solgte ejerlejligheder er steget 2,5 procent
  • Der er blevet solgt 5 procent flere sommerhuse

Udvikling i boligsalget det seneste år

  • Antallet af solgte huse er steget 4,6 procent
  • Salget af ejerlejligheder ligger 1,2 procent under august sidste år
  • Sommerhussalget er faldet 6,8 procent

Tallene i Home Boligbrief er sæsonkorrigerede og opgjort som tre måneders glidende gennemsnit.

Kilde: Home Boligbrief, august 2024.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling