Ejendomsselskab bygger hotellejligheder i Herning

Hernings største private udlejer går for første gang ind i hotelbranchen i forbindelse med omdannelse af ejendom på Banegårdspladsen.

Jacobsen Group indretter 25 nye hotellejligheder på Banegårdspladsen i Herning. De forventes klar inden sommerferien næste år.

Det skriver Herning Folkeblad.

Ejendommen Banegårdspladsen er opført i 1977 og siden renoveret af flere omgange. Bygningen ved banegården rummer 60 lejligheder fra 2003. Lejlighederne varierer i størrelser fra 42 kvadratmeter til 53 kvadratmeter.

Ifølge Herning Folkeblad omdanner Jacobsen Group stueetagen og første sal i bygningen til 15 toværelseslejligheder med køkken og fire sovepladser samt 10 almindelige hotelværelser. De nye faciliteter får formentlig navnet Urban Stay.

Jacobsen Group er i forvejen Hernings største private udlejer med over 700 lejemål, men går nu for første gang ind i hotelbranchen.

Ifølge direktør Peter Juul fra Jacobsen Group har selskabet testet konceptet og vurderet, at det kan drives sideløbende med den øvrige virksomhed.

Han fremhæver, at beliggenheden ved banegården er ideel, og at hotellet bliver målrettet både messe- og sportsgæster.

Selskabet havde oprindeligt ønsket at bygge lejligheder på stedet, men valgte hotelkonceptet, da der ikke var politisk opbakning til boliger.

– Det bliver god, gedigen dansk kvalitet. Det skal se pænt ud, siger Peter Juul til Herning Folkeblad.

Jacobsen Group er også aktuel med et 3.700 kvadratmeter stort kontorprojekt midt i Herning.

Tilmeld Nyhedsbrev