Jens Böhme, administrerende direktør i Nature Development Company. Foto: PR.
Jens Böhme, administrerende direktør i Nature Development Company. Foto: PR.

Et nyt dansk selskab, Nature Development Company, vil udvikle grøn infrastruktur som et attraktivt investeringsobjekt.

Selskabet arbejder med naturgenopretning i det globale syd og udvikler projekter, der optager CO2, genskaber natur og samtidig styrker lokale samfund.

Det skriver det nystiftede selskab i en pressemeddelelse.

Bag selskabet står familien bag ejendomsudvikleren ALFA Development, Andreea Kaiser, Ludvig Find og Fonden Planetary Responsibility Foundation.

Nature Development Company planlægger at rejse mindst 320 millioner kroner i sin første kapitalrejsning i 2027–2028.

– Vi ønsker at bidrage til at genetablere natur i de områder, hvor behovet er størst – og gøre det i stor skala, udtaler bestyrelsesformand Ludvig Find.

– Markedet er nu modent til at kombinere naturbeskyttelse med en professionel forretnings- og finansieringsstruktur, der giver mening for institutionelle investorer. Med et stærkt team og en klar forretningsmodel er vi klar til at indfri disse ambitioner.

De første projekter bliver lanceret i Latinamerika – en region med en af verdens rigeste biodiversiteter, men også blandt de mest sårbare økosystemer. Ifølge Verdensnaturfonden er biodiversiteten i Sydamerika faldet med over 90 procent siden 1970’erne.

– Naturgenopretning har traditionelt været drevet af filantropi og offentlige midler. I dag muliggør nye markedsmekanismer for CO2- og senere biodiversitetskreditter, at det er muligt at forene økonomisk afkast med reel naturgenopretning, udtaler Jens Böhme, der er administrerende direktør i Nature Development Company.

– Vores mål er at skabe en model, hvor kapital og natur arbejder sammen – med fuld gennemsigtighed, videnskabelig grundighed, international certificering og målbare resultater.

Nature Development Company vil bidrage til at vende udviklingen gennem projekter, der både genskaber natur, optager CO₂ og skaber nye indtægtskilder via salg af klima- og biodiversitetskreditter. Selskabet satser på at blive en ledende aktør inden for klimakreditter af høj kvalitet, certificeret efter de internationale Verra-standarder.

Et typisk projekt har en tidshorisont på mindst 30 år og skaber både klimamæssige og sociale resultater – som nye arbejdspladser og uddannelsesmuligheder. Når afkastet er leveret, overdrages jorden til nationalparker, oprindelige folk eller fonde, der sikrer naturen permanent.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling