
Et nyt ladekoncept skal gøre det lettere for lejere at få egen ladeboks ved boligen og dermed mindske afhængigheden af offentlige ladestandere.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra energiselskabet Strømlinet, der står bag konceptet i samarbejde med Kronhusene.
Antallet af elbiler vokser hurtigt i Danmark, men ifølge Strømlinet har det især i lejeboliger hidtil været vanskeligt at få adgang til hjemmeladning.
For mange lejere betyder manglen på egen ladeboks længere ventetid, højere priser og mindre fleksibilitet i hverdagen. Samtidig har udlejere skullet tage stilling til udgifter, drift, service og hvad der sker med ladeboksen, når en lejer flytter.
Ejendomsudvikleren Kronhusene er blandt de første, der indfører det nye koncept, hvor ladeboksen indgår som en fast del af boligen allerede fra byggefasen. I samarbejde med energiselskabet Strømlinet etableres ladeboksen ved carporten, så den er klar ved indflytning.
– Med vores mål om at opføre omkring 500 kvalitetsboliger om året var det et vigtigt element i byggeprocessen at finde en holdbar ladeløsning til vores kunder, udtaler administrerende direktør i Kronhusene, Christian Toft.
For lejerne betyder løsningen, at ladeboksen kan aktiveres hurtigt og uden større indgreb i bygningen. Når en lejer flytter, bliver boksen siddende og er klar til den næste, hvilket giver en mere fleksibel og problemfri hverdag.
For udlejeren reducerer løsningen administration og usikkerhed, da der ikke længere skal laves individuelle aftaler eller tages højde for nedtagning og reparationer. Samlet set skaber konceptet mindre besvær for udlejeren og større frihed for lejeren.
Resultatet er ifølge Strømlinet en ladeløsning, der følger boligen og ikke lejeren, og som skal imødekomme et behov, der kun vokser i takt med, at flere danskere vælger elbil.






















