FinkHjem har købt Agroskolen i Hammerum. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.
Fink Ejendomme har købt Agroskolen i Hammerum. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.

Den tidligere landbrugsskole Agroskolen i Hammerum blev i slutningen af 2024 sat til salg ved EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Nu oplyser erhvervsmægleren i en pressemeddelelse, at der er fundet en køber. Der meldes ikke noget om prisen på handlen, og den er endnu ikke tinglyst.

Til gengæld afsløres det, at køberen er Fink Ejendomme. Det lokale udviklingsfirma har købt skolen på Hammerum Hovedgade 7 gennem et offentligt udbud med en plan om at omdanne ejendommen til boliger.

En lokalplan fra 2023 giver mulighed for at omdanne skolen til 17.800 kvadratmeter boliger i form af både rækkehuse og etagebyggerier med lejligheder.

– For os handler det ikke kun om kvadratmeter og materialer – men om de mennesker, der skal leve deres liv bag murstenene, siger Jacob Fink, indehaver af Fink Ejendomme.

– Vi vil gøre vores ypperste for at lave et boligområde, der bidrager til et lykkeligt liv. Vi vil fokusere på det gode naboskab og skabe et stærkt fællesskab på tværs af beboerne ved at inddrage de eksisterende bygninger til fælles formål.

Fink Ejendomme har tidligere stået bag omdannelsen af Hammerum Gl. Skole, som i dag fungerer som seniorbofællesskabet Bøgehaven med 44 boliger. Erfaringerne herfra bliver nu taget med videre til Agroskolen, hvor dialogen med lokalområdet igen bliver en vigtig del af processen.

– Vi er meget bevidste om vores sociale ansvar i et boligområde og har fokus på flere af FN’s verdensmål, blandt andet sundhed, trivsel og bæredygtige byer. Vi vil genbruge og bevare frem for at rive ned, siger Jacob Fink.

Herning er i vækst

Ifølge Herning Kommune er behovet for nye boliger stort. Kommunen vokser med omkring 300 indbyggere om året, og selve byen Herning vokser med omkring 390 indbyggere årligt. Kommunen har aktuelt 90.000 indbyggere, mens der bor knap 52.000 borgere i Herning.

Desuden efterspørger flere ældre borgere boliger, der passer til deres livssituation, lyder det fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.

– Herning har i en lang årrække fokuseret på at være en attraktiv erhvervskommune, og det smitter af på befolkningstilvæksten, siger Michael Fænø, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.

– Agroskolen er landet i gode hænder hos FinkHjem, som allerede har bevist sit værd i lokalområdet. Det bliver spændende at følge udviklingen.

Den oprindelige del af Agroskolen fra 1928 med en tilbygning fra 1948 er udpeget som bevaringsværdig. Ifølge lokalplanen er hovedbygningen særligt karaktergivende for området, mens de øvrige bygninger, herunder en bolig fra 1958, ikke vurderes bevaringsværdige.

Lokalplanområdet dækker 37.000 kvadratmeter, og ny bebyggelse kan opføres i op til tre etager. Røde teglsten skal være et gennemgående materiale i arkitekturen.

Agroskolen fusionerede i 2018 med Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og er siden flyttet til nye lokaler i Herningsholms campusområde på Lillelundvej. Her er der opført en ny landbrugsskole – den første i Danmark i 37 år.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling