Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.
Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.

Flere ejendomsudviklere og erhvervsmæglere mener ifølge Nordjyske, at Aalborg Kommune blander sig for meget i byudviklingen og risikerer at skræmme investorer væk.

Særligt kravene til parkeringspladser og boligstørrelser skaber frustration, skriver avisen.

Den tidligere parkeringsfond i Aalborg midtby er nedlagt uden et nyt system på plads. Fonden blev oprettet i 1996 og gav udviklere mulighed for at undlade etablering af parkering mod til gengæld at indbetale et beløb ind til fonden, som så skulle tilvejebringe parkeringspladserne.

Men kommunen har ikke prioriteret at betale sin del, og ejendomsudvikler Michael Jensen fra Egonsminde Invest fortæller, at han har haft 2,2 millioner kroner bundet i fem år og dermed mistet omkring 110.000 kroner årligt i renteindtægter. Han frygter samtidig, at kravene får investorer til at se mod Aarhus i stedet.

Aalborg Kommune arbejder nu på nye parkeringsnormer, som ifølge direktør for Teknik og Miljø Alvaro Arriagada skal give større fleksibilitet.

Kommunen forsvarer samtidig krav til boligstørrelser. Ved Kjellerupsgade Skole skal boligerne eksempelvis i gennemsnit være mindst 90 kvadratmeter, mens højst en tiendedel må være 50 kvadratmeter eller mindre.

Kommunen mener, at kravene skal sikre en mere balanceret udvikling og modvirke et overskud af ungdomsboliger. Omvendt mener Rasmus Haugaard, ejendomsudvikler og formand for Erhverv Norddanmarks bestyrelse, at kravene udstiller en manglende tro på Aalborgs evne til at tiltrække mennesker.

– Man kan jo spørge, hvad der kan ske for kommunen, hvis der bygges for mange boliger. Svaret er, at der måske kommer lidt pres på de dårligste almene boligforeninger, men ellers får det kun den effekt, at det større udbud fører til billigere boliger og dermed til mere tilflytning, siger Rasmus Haugaard til Nordjyske.

Han ønsker større frihed til markedskræfterne, mens kommunen mener, at strammere styring er nødvendig for at sikre Aalborgs attraktivitet på længere sigt.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev