Ejerboligmarkedet i hovedstaden er for folk med stor opsparing

Markedet for ejerboliger i København og på Frederiksberg er blevet en lukket klub for købere med stor opsparing.

Nicholas Thurø, managing partner i RED Property Advisers. Foto: Camilla Hey.
Nicholas Thurø, managing partner i RED Property Advisers. Foto: Camilla Hey.

Ejerboligmarkedet i København og på Frederiksberg er i stigende grad blevet forbeholdt købere med stor opsparing, selv om mange førstegangskøbere stadig formår at komme ind på markedet.

Det viser en ny analyse fra Cushman & Wakefield | RED i rapporten RED Danish Investment Atlas 2026, som præsenteres torsdag den 19. februar klokken 8.30-10.00.

Analysen bygger ifølge en pressemeddelelse fra erhvervsmæglerne på 6.419 handler med ejerlejligheder fra 2025 og udfordrer flere udbredte forestillinger om boligmarkedet i hovedstaden.

Ifølge rapporten er der fortsat mange unge førstegangskøbere, og der er samtidig ingen tegn på, at prisstigningerne er ved at stoppe.

Den gennemsnitlige ejerbolig i København og på Frederiksberg kostede i 2025 omkring 5,4 millioner kroner, og den gennemsnitlige kvadratmeterpris var 64.500 kroner. Samtidig var den gennemsnitlige udbetaling hele 1,8 millioner kroner.

Ifølge Cushman & Wakefield | RED er der dog ikke tegn på en boligboble. Tværtimod peger tallene på et stabilt marked, fordi mange købere har stor egenkapital og derfor optager relativt små lån. Hele 14 procent af boligerne blev handlet kontant, og kun én procent af køberne optog en belåning på over 90 procent.

– Når al snak om en boligboble er aflyst, er det fordi, at tallene i rapporten viser, at størstedelen af køberne nu kommer med en væsentlig egenkapital, når der købes ejerbolig i hovedstaden. Det gælder også førstegangskøberne, udtaler Nicholas Thurø, administrerende direktør og partner i Cushman & Wakefield | RED.

Førstegangskøbere stod for 50 procent af alle handler i 2025, og deres gennemsnitsalder var 31 år. Men de kom i gennemsnit med 1,8 millioner kroner i udbetaling og havde en belåningsprocent på blot 67. På tværs af alle handler var den gennemsnitlige udbetaling 2,2 millioner kroner, og belåningsgraden lå omkring 59 procent.

– Andelen af købere med det som man kan kalde for ”traditionel” belåning er så lille, fordi du i dag ikke kan blive kreditgodkendt til en lejlighed i København alene med en høj løn. Du skal også have noget egenkapital. Så på trods af at halvdelen af køberne er førstegangskøbere, så er ejerboligmarkedet blevet en lukket klub for dem med egenkapital, siger Nicholas Thurø om udviklingen.

Han peger på, at en person med en årsløn på 800.000 kroner, som kan lægge 300.000 kroner til side om året, vil bruge omkring 12 år på at spare op til en udbetaling på 1,8 millioner kroner. Og det forudsætter, at boligpriserne ikke stiger yderligere i mellemtiden.

Ifølge Thurø er det netop de høje udbetalinger og den lave belåning, der gør markedet stærkt. Han vurderer derfor, at der ikke er udsigt til nogen priskorrektion eller krise på ejerboligmarkedet i København. Samtidig peger han på, at de høje priser og kravene til egenkapital også betyder, at lejemarkedet fortsat vil være stærkt.

Tilmeld Nyhedsbrev