
Kolding Kommune overvejer at ændre kurs for byggeriet Villa Strata på Golf Allé, hvor en investor ønsker at erstatte to planlagte boligtårne med 12 store ejerlejligheder med tre boligblokke med i alt 54 mindre boliger.
Men den begrundelse, som kommunen arbejder ud fra – at de store, eksklusive lejligheder ikke kan sælges – vækker undren blandt tre lokale ejendomsmæglere.
Det skriver JyskeVestkysten.
Ejendomsmæglerne er nemlig lodret uenige i påstanden. De mener tværtimod, at markedet for store, luksuriøse ejerboliger i Kolding er stærkt og langt fra mættet.
– Der er et kæmpe marked. De sidste par salg deroppe viser det kraftigt, siger ejendomsmægler og indehaver hos Home, Sandra Lykke Nielsen, til JyskeVestkysten.
– Jeg ville kunne sælge et helt boligtårn på Golf Allé med de mellemstore eller helt store lejligheder med det samme. De første fire købere skal jeg bare ringe til.
Hendes kollega Charlotte Lynggaard deler vurderingen og peger på, at mange potentielle købere ligefrem begynder at kigge mod Middelfart, fordi udbuddet af store kvalitetslejligheder i Kolding er for lille.
Det samme billede tegner ejendomsmægler Anders Oechsler fra Byens Boligpartner, der fremhæver, at netop de mest eksklusive boliger tiltrækker købere, selvom priserne er oppe i niveauet 6-8 millioner kroner.
Kommunen arbejder nu videre med investorens ønske om en ny lokalplan, men politikerne har bedt forvaltningen gå i dialog med udvikleren om alt fra parkeringspladser og grønne områder til antallet af boligblokke og boligernes størrelse.
Den kommende plan skal rumme op til 54 boliger med et gennemsnitsareal på 78 kvadratmeter og vil efter planen være klar til politisk behandling inden sommeren 2026.
Syd for lokalplanområdet ligger de tre allerede opførte punkthuse. De 18 lejligheder har størrelser på henholdsvis 128 kvadratmeter, 152 kvadratmeter og 184 kvadratmeter. De er alle ejerboliger.
Oprindeligt stod den nu afdøde advokat Erik de Fønns i spidsen for projektet, som i 2014 blev overtaget af Elkær Mathiassen, skriver JyskeVestkysten.
Han har aktuelt sat den knap 5.900 kvadratmeter store grund med godt 3.800 kvadratmeter byggeret på Golf Allé 2 til salg for 8 millioner kroner.




















