Kaiser Sport & Ortopædi. Foto: PR.
Kaiser Sport & Ortopædi. Foto: PR.

Den danske løbekæde Kaiser Sport & Ortopædi (KSO) åbner fredag et nyt løbehus i Carlsberg Byen i København. Butikken bliver kædens 14. specialbutik og samtidig den sjette åbning på blot halvandet år.

Den nye butik ligger på J.C. Jacobsens Gade og skal ikke kun sælge løbeudstyr. Ambitionen er også at skabe et aktivt lokalt fællesskab omkring løb i området tæt på flere af Københavns store grønne områder.

– Vi ser en markant stigning i kundetrafikken ind i vores butikker. Vi har lige offentliggjort et rekordregnskab med en stigning i omsætningen på 45 procent i 2025, og vores prognoser kiggende frem ser rigtig spændende ud, udtaler administrerende direktør og ejerleder, Jan Steincke fra KSO.

– Derfor åbner vi nu endnu et af vores specialiserede løbehuse, denne gang i Carlsberg Byen i København, hvor vi aktivt kommer til at arbejde med at skabe et positivt fællesskab omkring det at løbe for de mange løbere i området med blandt andet gratis ugentlige social runs.

Ifølge Jan Steincke skyldes væksten især den personlige rådgivning, kunderne får i butikkerne. Derfor er det nye løbehus indrettet med faste konsultationspladser, hvor løbeeksperter hjælper kunderne med at finde sko og udstyr, der passer til den enkelte løbers behov og krop.

I forbindelse med åbningen arrangerer virksomheden gratis sociale løbeture hele weekenden samt aktiviteter for børn. Der bliver også afholdt et morgenarrangement med musik, limonade og morgenmad for besøgende.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev