Ekspansiv løbekæde åbner butik i København

Dansk løbekæde åbner flagskibsbutik på Østerbro i København. Dermed har kæden 12 butikker, og flere er på vej.

Den danske løbekæde Kaiser Sport & Ortopædi (KSO) åbner fredag den 31. oktober sin hidtil største butik på Østerbrogade 79 i København.

Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.

Det bliver kædens fjerde åbning på blot et år, og ifølge meddelelsen vil butikskædens omsætning i 2025 for første gang passere 100 millioner kroner.

Det første KSOhus åbnede i Brønshøj i 1999 med en kombination af løbebutik og fysioterapi. I 2017 blev butikken overtaget af Jan Steinicke, og han satte gang i en ekspansion, så der nu findes 12 KSO-butikker rundt omkring i landet.

Ejerleder Jan Steinicke kalder åbningen i København en realisering af en drøm om at skabe “verdens fedeste løbebutik”.

– Vores besøgende skal stå tilbage med det indtryk, at vi har gjort os umage, og at vi forstår dem. At vores rådgivning og produkterne og omgivelserne giver dem en lille luksusfornemmelse, hvor man bliver mødt i et rum og af et menneske, der virkelig vil hjælpe. Og faktisk kan hjælpe. Uanset om du er nybegynder, erfaren løber eller døjer med løbeskader, udtaler han.

Flagskibsbutikken på Østerbro bliver indrettet i tre etager med blandt andet loungeområde, testmiljø med løbebånd og et “Race Cave”, hvor løbere kan prøve de nyeste racemodeller.

Førstesalen får en klinik med behandlingstilbud, og konceptet bygger på personlig rådgivning og individuelle analyser.

Det seneste år er der foruden åbningen i København åbnet KSOhuse i Aalborg, Aarhus og i Rønne på Bornholm, og næste år står på åbning af endnu flere KSOhuse, og flere nye butikker er allerede på vej, oplyses det.

Tilmeld Nyhedsbrev