
Den danske løbekæde Kaiser Sport og Ortopædi (KSO) fortsætter sin markante vækst og åbner i næste uge endnu et løbehus, denne gang i Sønderborg.
Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.
Butikken bliver nummer 13 i rækken og den femte, som kæden har åbnet på blot 15 måneder.
Den nye butik slår dørene op i nyrenoverede lokaler midt på gågaden i Sønderborg.
Ifølge ejerleder og direktør Jan Steinicke oplever virksomheden en kraftigt stigende efterspørgsel på både løbeudstyr og specialiseret rådgivning. Han vurderer, at markedet langt fra er mættet, og at interessen for løb fortsat vokser på tværs af aldersgrupper.
– Det er her, vi har fundet vores niche. Vi hjælper både helt nye løbere med at komme godt i gang med at løbe og andre mere etablerede løbere med at fastholde den gode vane uden at udvikle skader, forklarer han om kædens hastige vækst.
Kædens forretningsmodel bygger på personlig og fagligt funderet rådgivning, hvor kunderne får hjælp til at komme godt i gang eller til at fastholde deres træning uden at pådrage sig skader.
Butikkerne kombinerer et traditionelt butiksmiljø med et bredt udvalg af løbesko og udstyr med faste konsultationspladser, hvor kunderne får individuel vejledning. Derudover rummer løbehusene en fysioterapeutisk klinik, hvor der blandt andet tilbydes håndlavede indlægssåler, som tilpasses den enkelte for at forebygge skader.
Når kæden etablerer sig i en ny by, bliver lokalerne gennemgribende tilpasset, så de matcher konceptets behov for både butik og klinik. Ifølge ledelsen stopper ekspansionen ikke med åbningen i Sønderborg.
– Vi er landsdækkende og har KSOhuse tæt på langt de fleste danskere. Men der er stadig nogle steder, hvor vi gerne vil være endnu stærkere repræsenteret og mere synlige i bybilledet, fortæller Jan Steincke.






















