Nye tal fra Boliga viser, at udbudstallene fra juni 2024 er steget med fire procent sammenlignet med juni 2023.
Mikkel Høegh, afdelingsdirektør og boligøkonom hos Jyske Realkredit, har analyseret Boligas udbudstal og giver sin vurdering af udviklingen:
– Udbudstallene for juni 2024 er steget. Det er simpelthen fordi, vi har haft nogle år, hvor udbuddet har været meget lavt. Så dette tyder på, at vi er på vej tilbage til mere normale tider, siger boligmarkedseksperten til Boliga.
– Men hvad er “normale tider” eller “normale år” for boligmarkedet? Markedet er vel per definition normalt, og udbudstal er vel helt normale i sin egen forstand?
Mikkel Høegh påpeger, at det danske boligmarked har oplevet store udsving siden årtusindskiftet:
– Boligpriserne voksede markant i årene op til finanskrisen i 2005 og 2006. Under corona oplevede vi så, at boligmarkedet blev støvsuget for boliger, og nu, her i 2024, begynder vi at se et boligmarked, som historisk set ligner et ‘normalt’ boligmarked, som ikke er påvirket af disse store begivenheder. Derfor taler jeg om, at vi har et mere normalt boligmarked igen, understreger han.
Ifølge Mikkel Høegh er stigningen i udbuddet et positivt tegn:
– Jeg hæfter mig allermest ved disse tal, at udbuddet er stigende på de fleste boligtyper, men tallene er ikke et forvarsel for, at boligmarkedet er gået i stå. Der er bevægelse på boligmarkedet, uden at det går alt for hurtigt. Vi er i en mellemting, som er rigtig godt for boligmarkedet, forklarer han.