Elementproducent runder et år uden arbejdsulykker

Elementproducenten Roust Element, der er en del af Nordic Wood Industries, kan fejre et ulykkesfrit år i sin produktion. Daglige tavlemøder er blandt årsagerne.

Hos Roust Element, der har base i den sydvestjyske by Årre i Varde Kommune, mener man at have knækket koden til et sikkert arbejdsmiljø. Det skriver elementproducenten i en pressemeddelelse.

Virksomheden har ikke haft en eneste arbejdsulykke i produktionen i det seneste år. Ifølge administrerende direktør hos Roust Element, Mikkel N. Steffensen, skyldes den positive udvikling en række forskelligartede initiativer, der alle har til formål at sikre medarbejderne:

– Vi har blandt andet udarbejdet en risikomatrix, der scorer sandsynligheden og konsekvensen af en risiko. Herudfra begyndte vi at fjerne de højest scorende risici først, og lige så stille har vi arbejdet os igennem de identificerede risici. Vi har allokeret flere ressourcer i vedligeholdelsesafdelingen til at udføre forslagene og foretaget de fornødne investeringer, fortæller Mikkel N. Steffensen.

Daglige tavlemøder

En af tiltagene, som Roust Element også har indført, er daglige tavlemøder. Her bliver alt fra små observationer til store tiltag drøftet, og det er blevet taget rigtig godt imod af medarbejderne. Blandt godt 260 medarbejderforslag fra tavlemøderne har 60 af dem været møntet på sikkerhed. Der er ifølge Mikkel N. Steffensen ikke en sag, der er for lille til at blive drøftet.

– Vores ledelse tager alle forslag fra tavlemøderne meget seriøst, og vi behandler ethvert emne. Vi har blandt andet arbejdet med at standardisere arbejdsprocesserne i produktionen ved at have en række jobinstruktører, der sammen med medarbejderne har udarbejdet den sikreste og bedste metode, og det er så blevet gentrænet med både nye og gamle medarbejdere, siger han.

Roust Element har for nylig fejret, at virksomheden har været ulykkesfri i produktionen med flæskestegssandwich til alle medarbejdere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling