Elindco skal ombygge Kastanjelundens plejeboliger på Rygårdcentret til et nyt plejehjem for Gentofte Kommune.
Antallet af boliger ændres der ikke på. Projektet omfatter ombygning af de eksisterende boliger til 57 almene plejeboliger, der hver især bliver knap 68 kvadratmeter store. Boligdelen har et omfang på 3.860 kvadratmeter.
Dertil kommer ombygning og tilretning af de tilhørende servicearealer på godt 1.110 kvadratmeter samt flytning og genindretning af daghjem og tand- og fodklinik.
Sagen var på dagsordenen i kommunalbestyrelsen den 24. juni, da det har vist sig, at projektet bliver noget dyrere, end man havde forventet, da beslutningen om ombygningen blev truffet i december 2021.
– Problemet er, at udgiften til opførelsen af boligerne kan ikke ændres. Det er det lovfaste rammebeløb, der sætter grænsen, og kommunen må ikke afholde udgifter til boliger ud over rammebeløbet. Og når udgifterne stiger, falder markedsværdien af grunden, sagde borgmester i Gentofte Kommune, Michael Fenger (K).
– Med udgangspunkt i de nuværende udgifter til at bygge bolig vurderes markedsprisen af grunden til at være 2,929 millioner kroner, og derfor reduceres grundkøbssummen fra det tidligere vedtagne beløb, 13,329 millioner kroner til 2,929 millioner kroner, oplyste borgmesteren.
Projektet har været i EU udbud. Fem firmaer blev prækvalificeret til at byde på opgaven, men i løbet af tilbudsperioden sprang tre firmaer fra, og ved licitationen den 26. april 2024 indkom der derfor kun tilbud fra entreprenørvirksomhederne Ejner Kornerup og Elindco.
Elindco leverede det vindende bud med en samlet tilbudssum på godt 130 millioner kroner.
Hertil kommer udgifter til blandt andet rådgivning, og bygherreleverancer. De samlede omkostninger til ombygning og konvertering lander derfor på knap 168 millioner kroner. Fraregnet udgifter til genhusning lander løber projektet som helhed op i næsten 194 millioner kroner, hvor godt 63 millioner kroner går til servicearealer og daghjem, og godt 130 millioner kroner til boligerne.
Byggeriet sættes efter planen i gang i oktober 2024, og daghjem og fod- og tandklinik forventes klar til brug i midten af 2025, mens de 57 plejeboliger ventes klar til indflytning i januar 2026.
Friis Andersen Arkitekter har udarbejdet skitser til projektet for Gentofte Kommune. Ifølge kommunen har ombygningsprojektet fokus på optimal udnyttelse af etagearealet, ligesom der i vid udstrækning er tænkt genbrug af både materialer og inventar ind i ombygningen.
Kommunens forvaltning skriver, at projektet på grund af et projekteringsforløb med flere sparerunder og tilrettelser er beskåret til “det absolut nødvendige”. Der spares eksempelvis på velfærdsteknologiske løsninger, væglamper uden for boligerne, foldevægge til opdeling af lokaler og udskiftning af gulvbelægninger, oplyses det.