En af landets første moderne badeværelser skal renoveres

En af Danmarks første moderne badeværelser med rindende varmt vand står i dag næsten uændret som for 130 år siden. Men ikke meget længere, for de dekorerede badeværelsesvægge i det ellers meget velbevarede “Klunkehjemmet” på Frederiksholms Kanal 18 i København er meget tæt på at forfalde. Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Nu begynder et omfattende og kompliceret konserveringsarbejde for at redde badeværelset.

Ifølge Nationalmuseet er der tale om et enestående eksempel på moderne kropshygiejnes indtog i Danmark i årene omkring år 1890, hvor ikke engang de kongelige på Amalienborg kunne prale af et så moderne badeværelse med rindende vand.

I Klunkehjemmet blev vandet til det fritstående badekar og bruser tilmed opvarmet med gas.

Det var i det hele taget nyt på den tid at have et selvstændigt badeværelse, skriver Nationalmuseet. Anne-Mette Marchen Andersen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet med ansvar for Klunkehjemmet, ser frem til, at badeværelset nu skal renoveres.

– Vi har ønsket det i 30 år og er lykkelige over, at det nu er lykkedes at finde penge til at redde badeværelset, som er et af de ældst bevarede i landet. Det er et fantastisk vidnesbyrd om den spæde begyndelse af moderne kropshygiejne i Danmark, som kommer snigende i slutningen af 1800-tallet i de øvre samfundslag, efter at man i Europa har opdaget eksistensen af bakterier, udtaler Anne-Mette Marchen Andersen i meddelelsen.

Badeværelset er indrettet i 1890, og først i 1902 bliver der i et tilstødende lokale installeret wc. Uden håndvask. Men til gengæld med toiletskyl, der udløses med et yderst moderne træk-og-slip håndtag.

– Alt i lejligheden står næsten fuldkommen uændret, siden det blev indrettet tilbage i 1890. Det udgør en helt utrolig og meget autentisk tidslomme, der stort set ikke eksisterer andre steder.

– Det er en fantastisk del af vores kulturarv, som opleves meget håndgribelig og stemningsfyldt, når man står i badeværelset og i resten af lejligheden, siger Anne-Mette Marchen Andersen.

Inspireret af Sydeuropa

Badeværelset vægge er udsmykket med detaljerede dekorationer, udført i 1890 af dekorationsfirmaet C. W. Juulman & Søn, og viser blandt andet en abe, der prøver at få fat i nogle kirsebær, og en kat der kigger op mod en fugl.

– Man forsøger at genskabe en badekultur, som man kender fra Sydeuropa, og er inspireret af loggia-stemningen fra italiensk arkitektur med åbne buer og overgange. Det skal give en illusion af at være udenfor i naturlige elementer med planter og fugle og sågar en eksotisk abe, der spiser kirsebær, siger Anne-Mette Marchen Andersen.

Klunkestilen opstår i en brydningstid med sociale, kulturelle og politiske samfundsforandringer. Danmark er midt i industrialiseringen, og mange flytter til byerne i søgen efter arbejde.

Klunkestilen er et modsvar, hvor man med et trygt og varmt indrettet hjem forsøger at skærme sin familie fra den kulde og utryghed, der foregår lige uden for hjemmets vinduer.

Konserveringen varer frem til jul og er usædvanlig kompliceret, forklarer Nina Wajnman, der er konserveringstekniker på Nationalmuseet.

– Opgaven er utrolig vanskelig. Vi er nødt til at udvikle nye teknikker og tænke kreativt i alle processer for at finde de rigtige løsninger til først at konservere alt fra bunden og derefter give det en omfattende restaurering. Badeværelset er oprindelig tænkt lyst og luftigt som i en italiensk villa, men er i dag endt mørkt, gråt og snusket. Vores opgave er at få det til igen at se friskt og indbydende ud, ligesom det oprindelig var tænkt, og det skal nok lykkes, siger Nina Wajnman.

Det indebærer blandt andet en besværlig manøvre, hvor det gamle, dekorerede tapet skal løsnes fra væggen i ét stort stykke, uden at gå i stykker, for derefter at holdes udstrakt, mens væggen bagved repareres og pudses op, før det skrøbelige tapet limes tilbage på væggen. På den måde bevares mest mulig af det oprindelige materiale.

Arbejdet gøres ikke lettere af, at flere midlertidige lappeløsninger med tiden er blevet permanente. Tapetet er eksempelvis påsat silkecrepeline med voks kort efter Nationalmuseets overtagelse i 1960’erne, som nu efter seks årtier sidder rimelig godt fast.

Desuden har forskellige områder af tapetet fået vidt forskellige behandlinger, som derfor kræver hver sin løsning. Farveflager som igennem tiden er faldet af tapetet, er løbende opsamlet og gemt, så de kan genopsættes.

– Vi er meget grundige, så det først bliver nødvendigt at konservere igen om mange, mange år, siger Nina Wajnman.