Anna Tazrei er uddannet cand.merc.aud og har mange års erfaring fra revisionsbranchen.
Siden 2022 har hun været økonomichef hos E+N Arkitektur, og nu tiltræder hun som direktør sammen med tegnestuens nuværende direktør Jesper Back. Desuden bliver hun partner.
Det oplyser arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.
– Med en delt direktørrolle dækker vi to partnere sammen feltet mellem det faglige, økonomiske og strategiske, så vi nu står endnu stærkere i direktionen i E+N, udtaler Jesper Back.
– E+N Arkitektur er en ambitiøs virksomhed med dedikerede ledere og medarbejdere. Jeg glæder mig meget over at kunne bidrage endnu mere til at forløse virksomhedens potentiale og understøtte tegnestuens fortsatte udvikling, supplerer Anna Tazrei.
David Sommer, der har været ansat på tegnestuen siden 2021 og har været en del af den daglige ledelse som associeret partner, tiltræder ligeledes som partner på tegnestuen.
David Sommer har mange års erfaring som konstruktør og projekteringsleder og har blandt andet stået i spidsen for transformation af Skt. Clemens Torv 6 ved Bispetorv, infill-byggeri i Langelandsgade/Møllevejen og Rækkehusprojekt på Nordre Strandvej.
Anna Tazrei og David Sommer slutter sig til en partnerkreds, der består af Jesper Back, Anne Katrine Arrildt, Lise Knakkergaard og Jostein Burmann.
Finn Larsen og Thomas Degn Friis træder til gengæld ud af partnerkredsen, men fortsætter deres virke på tegnestuen som henholdsvis senior arkitekt og bestyrelsesmedlem.
Finn Larsen startede på tegnestuen i 1986, med syv år på Koldinghus, og siden 15 år som administrerende direktør.
Thomas Friis startede på tegnestuen i 2014, og har fungeret som både partner og direktør. Han fortsætter som bestyrelsesmedlem.
– Vi vil gerne takke Finn og Thomas for deres mange år som medejere af E+N, og vi glæder os over, at de begge fortsat er tilknyttet tegnestuen, siger Jesper Back.