I Aarhus har rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang (K) givet signal til at sætte gang i nedrivningen af den gamle parkerignskælder under Rundhøjtorvet.
Derefter skal torvet genopbygges med fokus på byliv, tryghed og parkeringsmuligheder i grønne omgivelser.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
– Rundhøjtorvet har længe trængt til en kærlig hånd, så skoleelever, og handlende igen får lyst til at slå sig ned og nyde området. Derfor har jeg lyttet til de lokale borgeres store ønske om et nyt torv og udpeget netop Rundhøjtorvet som et af de første byrum, der skal have en ordentlig overhaling og blive et indbydende mødested for lokalområdet, udtaler Nicolaj Bang.
Han har peget på i alt 13 konkrete byrum, som skal prioriteres de kommende år.
På Rundhøjtorvet skal brede fortove foran butikkerne give mere tryghed for fodgængerne, og flere cykelstativer skal gøre det attraktivt at handle på cykel. Store staudebede skal skærme mod trafikken og gøre det trygt at opholde sig på torvet.
Læs også: Vesterbro Torv i Aarhus får overhaling for 76 millioner
På den runde plads kan lokale iværksættere holde mindre events og lave torvedage. Og alt efter størrelsen på arrangementet er pladsen indrettet, så nogle af de 61 parkeringspladser kan inddrages til særlige lejligheder.
Stadsarkitekt Anne Mette Boye har været med til at pege på netop Rundhøjtorvet som et byrum, der har potentiale til at løfte bykvaliteten i Holme.
– Rundhøjtorvet er del af manges hverdag. Derfor håber jeg, at omdannelsen af torvet vil give et løft til hele bykvarteret og oplevelsen af at være der, udtaler stadsarkitekten.
Arbejdet med at rive den gamle parkeringskælder ned starter i denne uge og vil stå på frem til nytår.
Herefter begynder genopbygningen af det nye torv, som forventes at stå klar til brug i august 2025.