Klimakravene til byggeriet bliver skærpet, og det tager entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen helt alvorligt.
I stedet for at drukne byggepladsen i papirarbejde og bureaukrati, vælger entreprenørvirksomheden at sætte fokus på handling, lyder det i en pressemeddelelse.
Målet er at gøre bæredygtighed til en naturlig del af hverdagen for håndværkere og byggeledere.
– Vi ser ikke de nye klimakrav som en forhindring, men som en anledning til at sætte fart på den grønne omstilling. Vores mål er at gøre reduktion af klimaaftryk til en naturlig del af hverdagen på byggepladsen – ikke et ekstra lag af dokumentation og kompleksitet, siger Troels Aggersbo, administrerende direktør i Enemærke & Petersen.
I stedet for store systemer og nye procedurer bygger virksomheden klimaarbejdet ind i det, der allerede foregår på byggepladsen. Det betyder, at dokumentation for affald, energiforbrug og transport bliver en del af de eksisterende møder og ugeplaner – ikke noget, der kører ved siden af.
– Vi arbejder målrettet med affald, energi og transport, fordi det er der, vi kan flytte noget her og nu. Det handler om at skabe løsninger, der giver mening for de udførende og samtidig reducerer klimaaftrykket. Når de kan se resultaterne med egne øjne, så vokser engagementet, siger Anders Strange Sørensen, bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen.
Hos Enemærke & Petersen er forventningen, at klimakravene kun bliver strammere med tiden. Derfor handler det om at komme foran – og gøre bæredygtighed til noget, der er for alle og ikke kun for de få projekter, der er tvunget til det.























