Områdechef for organisationsudvikling, Lena C. Nielsen, Enemærke & Petersen. Foto: PR.
Områdechef for organisationsudvikling, Lena C. Nielsen, Enemærke & Petersen. Foto: PR.

Enemærke & Petersen styrker organisationen med ansættelsen af Lena C. Nielsen som ny områdechef for organisationsudvikling.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra entreprenørvirksomheden med 700 medarbejdere fordelt på adresser i Ringsted, Glostrup, Odense og Aarhus.

Lena C. Nielsen tiltræder den 10. august og får en central rolle i arbejdet med at udvikle ledelse, medarbejdere og samarbejdet på tværs af virksomheden.

– Det handler om at styrke vores kerneforretning og samtidig sikre, at vi har de kompetencer, den ledelse og den organisation, der skal til for at lykkes, udtaler administrerende direktør Kim Thinggaard fra Enemærke & Petersen.

– Lena skal være med til at skabe de rammer, der understøtter både den daglige drift og den langsigtede udvikling af virksomheden.

Ifølge Kim Thinggaard skal Enemærke & Petersen være en endnu stærkere samarbejdspartner for kunder og samarbejdspartnere.

Ansættelsen er en del af Strategi 28, “Sammen om Kernen”, der blandt andet skal styrke virksomhedens kerneprocesser.

– Enemærke & Petersen står på et stærkt fundament og har samtidig en tydelig strategisk ambition om fortsat udvikling, med mennesket og samarbejdet i fokus, udtaler Lena C. Nielsen.

– Det er en spændende kombination. Jeg ser frem til at lære organisationen at kende og bidrage til at udvikle de rammer og samarbejdsformer, der understøtter virksomhedens strategiske mål og ambitioner.

Lena C. Nielsen er uddannet jurist og har mange års erfaring med blandt andet personaleledelse, organisationsudvikling, kommunikation, bæredygtighed, ledelsesudvikling og overenskomster.

Hun kommer fra en stilling som personalechef i Kim Johansen Transport Group og har tidligere arbejdet i Verdis, Compass Group Danmark samt Natur- og Erhvervsstyrelsen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev