MT Højgaard Holdings forretningsenhed Enemærke & Petersen købte 60 procent af aktierne i NemByg i juni 2021 for 41 millioner kroner. I samme ombæring lavede man en optionsaftale om at overtage NemByg fuldt ud i 2024.
Nu bliver optionen udnyttet. Det skriver MT Højgaard i en pressemeddelelse.
Enemærke & Petersen har således indgået aftale med minoritetsaktionærerne i den Esbjerg-baserede entreprenørvirksomhed om at købe deres 40 procent af aktierne i selskabet.
Købsprisen på cirka 69 millioner er fastsat efter en earn-out-model baseret på NemBygs resultater og forventede indtjening frem til udgangen af første halvår 2024.
Ifølge MT Højgaard har NemByg har siden overtagelsen i 2021 haft en god udvikling. I 2023 skabte NemByg en bruttofortjeneste på 81 millioner kroner og et driftsresultat på 30 millioner kroner.
– NemByg har etableret en god base i det sydjyske for Enemærke & Petersen og skabt fremdrift og stærke resultater i de senere år, hvor virksomheden har leveret værdi for kunderne, udtaler Troels Aggersbo, administrerende direktør i Enemærke & Petersen.
– Som en del af Enemærke & Petersen har NemByg fået et stærkt udgangspunkt for at skalere virksomheden, og vi ser frem til at fortsætte den gode udvikling, når Enemærke & Petersen bliver eneejer i tråd med den oprindelige plan.
NemByg har primært fokus på renovering og nybyggeri for erhvervskunder, offentlige kunder og boligforeninger og er med cirka 100 medarbejdere den førende entreprenør i Esbjerg-området.
NemByg fortsætter efter ejerskiftet under eget navn, og alle aktiviteter videreføres med særlig fokus på opgaver i Syd- og Sydvestjylland.
Udnyttelsen af købsoptionen påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2024. Forventningerne er uændret en omsætning på 10-10,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 400-425 millioner kroner, oplyses det.