Enemærke & Petersen ser renovering af knap 1.000 boliger som vigtigt pejlemærke for fremtiden

Renoveringen er endnu ikke gået i gang. Alligevel står projektet allerede som et tydeligt billede på, hvad Enemærke & Petersen ønsker at være.

Kim Thinggaard, administrerende direktør i Enemærke & Petersen. Foto: PR.
Kim Thinggaard, administrerende direktør i Enemærke & Petersen. Foto: PR.

Selvom renoveringen endnu ikke er gået i gang, har projektet i boligområdet Folehaven allerede fået stor betydning for Enemærke & Petersen.

Der skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Virksomheden skal renovere 972 almene boliger, og opgaven bliver af ledelsen beskrevet som et projekt, der tydeligt viser, hvad virksomheden står for, og hvilken retning den ønsker at bevæge sig i.

Ifølge administrerende direktør Kim Thinggaard rammer projektet direkte ned i kernen af Enemærke & Petersens kompetencer. Han fremhæver især renovering i stor skala, arbejde i den almene sektor samt tæt samarbejde med både bygherre, rådgivere og beboere som centrale elementer.

Kim Thinggaard understreger, at renoveringsopgaver adskiller sig markant fra nybyggeri, fordi forudsætningerne ofte ændrer sig undervejs, og løsningerne skal tilpasses løbende. Derfor kræver projekterne en organisation med stor erfaring og evne til at træffe beslutninger tæt på selve udførelsen.

– Vores høje grad af egenproduktion betyder, at vi ikke alene planlægger projekterne, men også selv står med ansvaret for udførelsen. Håndværk, planlægning og erfaring er samlet i samme hus, og det giver både kvalitet og forudsigelighed i komplekse renoveringer. Det er en væsentlig del af vores identitet og en af årsagerne til, at vi blev valgt til Folehaven, siger Kim Thinggaard.

Samtidig fremhæver Kim Thinggaard, at arbejdet i den almene sektor stiller særlige krav, fordi beboerne ofte skal blive boende under renoveringen. Det kræver både grundig planlægning, klar kommunikation og hensyn til hverdagen omkring byggeriet.

Enemærke & Petersen ser derfor Folehaven som et eksempel på den type projekter, virksomheden ønsker at fokusere mere på fremover. Her handler entreprenørrollen ikke kun om at levere en byggeopgave, men om at indgå aktivt i en samlet løsning i tæt samarbejde med de øvrige parter.

– For os er Folehaven ikke bare et projekt. Det er en påmindelse om, at vores historiske styrker fortsat er dem, der skaber størst værdi, og som skal bære Enemærke & Petersen videre fremadrettet, siger Kim Thinggaard.

Tilmeld Nyhedsbrev