
Enemærke & Petersen skal renovere boliger i Frederiksholm Karré 8 på Borgbjergsvej i Sydhavnen for Boligselskabet AKB, København.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra moderselskabet MT Højgaard.
Enemærke & Petersen har indgået aftale med Boligselskabet AKB om renoveringsopgaven gennem Byggepartnerskabet &os, som også omfatter JJW Arkitekter, Sweco, SLA Architects og Norconsult.
Projektet gennemføres i totalentreprise med en samlet værdi på 237 millioner kroner og indledes med projektering fra november 2025 til april 2026, hvorefter renoveringsarbejderne løber frem til aflevering i fjerde kvartal 2029.
Kontrakten er dog betinget af opnåelse af skema B-tilsagn fra Københavns Kommune, oplyses det.
Renoveringen omfatter blandt andet sammenlægning af mindre boliger, etablering af nye tagboliger, modernisering af køkkener, nye badeværelser, nye altaner, renovering af murværk samt VVS- og el-installationer.
I alt vil 191 af 231 lejlighederne i bebyggelsen blive gennemgående renoveret, mens installationer udskiftes i de øvrige.
– Vi har gode erfaringer fra andre større helhedsrenoveringer, hvor vi lægger vægt på inddragelse og god dialog med beboere og øvrige involverede parter, udtaler partnerskabschef Johnni Andersen fra Enemærke & Petersen.
Ordren påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2025, som uændret er en omsætning på 10-10,5 milliarder kroner og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 millioner kroner.
Enemærke & Petersen er aktuelt i gang med cirka 40 renoveringsprojekter for almene boligselskaber. Entreprenørfirmaet har indgået flerårige byggepartnerskaber med boligorganisationerne Civica og KAB, som administrerer AKB, København.
AKB, København har over 9.000 boliger fordelt i hele København.






















