Enemærke & Petersen skal renovere knap 1.000 boliger i Valby

Med en tilbudssum på over 1 milliard kroner er projektet den næststørste renoveringsopgave i Enemærke & Petersen til dato.

Enemærke & Petersen skal renovere næsten 1.000 boliger i Folehaven i Valby for Boligforeningen 3B. Foto: Klimadatastyrelsen.
Enemærke & Petersen skal renovere næsten 1.000 boliger i Folehaven i Valby for Boligforeningen 3B. Foto: Klimadatastyrelsen.

Boligforeningen 3B står foran en omfattende renovering af Folehaven i Valby, hvor 972 boliger skal fornyes.

Entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen, der er en del af MT Højgaard, har vundet hovedentreprisen på projektet med en tilbudssum på 1,03 milliarder kroner.

Det oplyser MT Højgaard i en pressemeddelelse.

– Vi går til opgaven med et sammentømret team med solid erfaring fra andre større helhedsrenoveringer og kernekompetencer inden for projekt- og produktionsstyring med en høj grad af egenproduktion, udtaler Troels Aggersbo, administrerende direktør i Enemærke & Petersen.

Projektet bliver den næststørste renoveringsopgave i Enemærke & Petersens historie. Den endelige kontrakt ventes underskrevet i november, hvorefter arbejdet kan begynde i september 2026 og forventes afsluttet i marts 2031.

Der skal bygges nye tagboliger

Boligforeningen 3B vil opføre 60 nye tagboliger i Folehaven i Valby.
Boligforeningen 3B vil opføre 60 nye tagboliger i Folehaven i Valby.

Renoveringen udføres efter en helhedsplan med støtte fra Landsbyggefonden. Arbejdet omfatter blandt andet nye tage, efterisolering, udskiftning af installationer, opgradering af udearealer og skybrudssikring.

Samtidig bliver der bygget 60 nye tagboliger oven på seks af boligblokkene, og nogle lejligheder lægges sammen til større familieboliger.

Folehaven, som blev opført i 1950’erne og 1960’erne, bliver med projektet Danmarks største og Københavns første almene boligafdeling, der opnår bæredygtighedscertificeringen DGNB Sølv.

Enemærke & Petersen står aktuelt bag omkring 40 renoveringsprojekter for almene boligselskaber i hele landet.

Ordren ændrer ikke MT Højgaards forventninger til 2025, hvor selskabet regner med en omsætning på 10 til 10,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 400 til 450 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling