
Energinet har nu lagt sig fast på den endelige foreslåede placering af den nye elforbindelse på Sydsjælland, Lolland og Falster.
Det sker efter en offentlig dialog, hvor Energinet har modtaget mere end 250 bemærkninger fra borgere og lodsejere, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Flere af henvendelserne har givet anledning til, at vi har ændret på placeringen af luftledninger og kabler på Sydsjælland. Der er dog også mange steder, hvor vi har fastholdt den oprindelige placering, fordi vi også skal tage hensyn til andre forhold som blandt andet skov og beskyttet natur, eksisterende infrastruktur og lokalplaner, udtaler hovedprojektleder Oddleif A. Nielsen fra Energinet.
Blandt andet flyttes forbindelsen ved Sonnerup og Algestrup vest for motorvejen. Her etableres den både som jordkabel og luftledning, hvor luftledningen krydser motorvejen ved Hæs og igen bliver til jordkabel ved Babberup.
Mellem Høsten og Dalby flyttes kabelføringen længere mod syd, mens linjeføringen mellem Ringsbjerg og Vordingborg justeres flere steder mod øst eller vest. På Lolland og Falster skal forbindelsen etableres som jordkabler, mens højspændingsstationen ved Eskilstrup flyttes øst for Ovstrupvej.
Den nye forbindelse skal blandt andet gøre det muligt at tilslutte mere vedvarende energi og forsyne nye store elforbrugere. På Sydsjælland bliver en del af forbindelsen etableret som en 400 kilovolt luftledning. Energinet oplyser, at det ikke er teknisk og forsyningssikkerhedsmæssigt forsvarligt at etablere hele forbindelsen som jordkabler.
Det endelige forslag er endnu ikke den sidste beslutning. Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Energistyrelsen skal efter planen gennemføre offentlige høringer om miljøvurderingerne i 2027.
Samtidig er der udsigt til omfattende ejendomsovertagelser. En politisk aftale fra februar 2026 betyder, at Energinet skal tilbyde at overtage ejendomme, hvor boligen ligger inden for 80 meter af de nye luftledninger. I enkelte tilfælde er Energinet af sikkerhedsmæssige årsager nødt til at overtage ejendomme, hvor boligen ligger under eller umiddelbart ved luftledningen.
Energinet holder tre informationsmøder om projektet. De finder sted 6. oktober i Vordingborg, 7. oktober i Dalby og 20. oktober i Nykøbing Falster. Møderne er åbne for alle interesserede, og man kan tilmelde sig her.






















