Entasis vinder konkurrence om skolebyggeri til 100 millioner kroner

Fonde støtter op om projektet, der har et budget på omkring 100 millioner kroner. Byggeriet skal nu projekteres og godkendes.

Arkitektfirmaet Entasis har sammen med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og Søren Vadstrup vundet konkurrencen om at skabe Sorø Akademis nye samlingssal i den tidligere Avlsgård.

Projektet skal ifølge stiftelsen give eleverne, forskningsmiljøet og byens borgere et moderne mødested i historiske omgivelser, oplyser Stiftelsen Sorø Akademi i en pressemeddelelse.

Samlingssalen bliver til virkelighed takket være store donationer fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Sorana ved Lorentz og Aase Jørgensen samt Stiftelsen Sorø Akademi.

Det samlede projekt har et budget på omkring 100 millioner kroner, hvoraf både Den A.P. Møllerske Støttefond og Sorana hver bidrager med 44 millioner kroner.

Entasis’ vinderforslag udmærker sig ifølge Stiftelsen Sorø Akademi ved at indpasse tilbygningen i fortællingen om Sorø som en by under “en verden af røde tage”.

“Indenfor vil de robuste faciliteter både opleves rå og massive, men også som en stemningsfuld ramme om elevernes fællesskab”, lyder det i meddelelsen.

“Avlsgården vil blive overdækket med en gitterkonstruktion i tømmer, der bæres af kraftige træsøjler. Projektet vil give Sorø Akademi en samlingssal, der først og fremmest skal opleves indefra”, lyder det videre.

Byggeriet skal nu projekteres og godkendes, og det forventes at blive udbudt til entreprenører om cirka et år. Samlingssalen skal efter planen stå klar i løbet af 2028.

Tilmeld Nyhedsbrev