Arpe Kjeldsholm står bag flere projekter i Carlsberg Byen, hvor entreprenørvirksomheden selv har adresse, og nu er endnu et projekt blevet afleveret.
Det oplyser totalentreprenøren på LinkedIn.
Totalentreprenøren har således afleveret karréen Vilhelm Hus og det 80 meter høje Beckmanns Tårn, som rummer boliger, erhvervslokaler, caféer og butikker samt en parkeringskælder med plads til 180 biler fordelt på et samlet areal på cirka 30.000 kvadratmeter.
Læs også: Carlsberg Byen tæt på at melde udsolgt af boliger
– Samarbejdet omkring byggeriet har på alle planer været båret af en konstruktiv og engageret tilgang, som skinner igennem i det færdige byggeri, udtaler administrerende direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen Jens Nyhus.
– Vi er kommet i mål med et flot projekt af høj kvalitet både byggeteknisk og arkitektonisk, som alle involverede kan være stolte af.
Beckmanns Tårn indeholder lejligheder med tre-fem værelser fra 6. etage og helt op til 22. etage, mens Vilhelms Hus rummer lejligheder med to-seks værelser fordelt på fem-seks etager.
Dorte Mandrup Arkitekter har tegnet bygningerne med Artelia som ingeniør. Landskabet står Opland Landskabsarkitekter bag, mens Kuben Manegement er bygherrerådgiver med Sweco som underrådgivere.
Læs også: FSB vil bygge boliger for 400 millioner i Carlsberg Byen
Højhuset er opkaldt efter murermester S.P. Beckmann, der stod bag bygningsværket Den Snoede Skorsten, mens karréen er opkaldt efter arkitekten bag, Vilhelm Dahlerup.
EDC Projekt Poul Erik Bech står for udlejningen af de 196 boliger for tyske Quantum Immobilien, som i september 2023 købte boligerne af Udviklingsselskabet Carlsberg Byen.
Lejepriserne på boligerne i Beckmanns Tårn starter ved 18.800 kroner om måneden, mens priserne i Vilhelms Hus starter ved 14.000 kroner om måneden. Alle boligerne er i øvrigt uden bopælspligt.