Byggebranchen står for omkring 40 procent af Danmarks samlede affald – svarende til fem millioner ton om året – og rummer derfor et stort potentiale for bedre genbrug og ressourceudnyttelse.
Men selv med høje ambitioner møder virksomheder inden for byggeriet stadig mange barrierer, når det gælder regler, økonomi og ansvarsfordeling.
Det skriver Enemærke & Petersen i en pressemeddelelse.
Hos entreprenørfirmet mener man, at branchen skal tænke mere helhedsorienteret, både når det gælder, hvad der bygges, og hvordan det gøres.
– Det kræver et fælles ansvar og tæt samarbejde mellem entreprenører, bygherrer, rådgivere og producenter. Med tidlig planlægning og vidensdeling kan vi omsætte cirkulære ambitioner til praksis, siger Frederik Gade Lind, bæredygtighedskonsulent hos Enemærke & Petersen.
Selv når viljen til genbrug er der, kan det være svært at få økonomien og logistikken til at hænge sammen. Genbrugte materialer som døre, lofter og træ kan være af høj kvalitet, men kræver planlægning, dokumentation og investering.
– Det er ikke en hemmelighed, at genbrug stadig er dyrere end at købe nyt. Men de materialer, vi genbruger, har ofte en kvalitet og en historie, som nye materialer langt fra kan matche, siger projektleder Jacob Bøgvad.
Ansvaret lander ofte hos entreprenøren
Manglende standarder og uklarhed om ansvar gør det desuden svært at dokumentere genbrugsmaterialers kvalitet og sikkerhed.
– Der findes ikke én standard, der siger, hvordan genbrugsmaterialer skal dokumenteres. Det betyder, at ansvaret ofte falder på entreprenøren, og det hæmmer innovation, forklarer Frederik Gade Lind.
Enemærke & Petersen arbejder dog aktivt på at omsætte cirkulære principper til praksis i flere projekter.
I Rønnebo CØ bliver betonhuldæk genbrugt, mens man i Nordhavn anvender genbrugstegl på facader. På Damhusengens Skole i Vanløse, som bliver Danmarks største folkeskole, er 350.000 mursten fra de oprindelige bygninger renset og genanvendt. Også i Circle House, landets første almene boligbyggeri designet til at kunne skilles ad, arbejder virksomheden med genbrug og dokumentation af adskillelse.
Ifølge Frederik Gade Lind er lovgivningen på vej i den rigtige retning med nye krav til selektiv nedrivning og dokumentation af genanvendelsespotentiale. Men der er brug for, at markedet følger med.
– Hvis markedet tager ansvar og tør tilbyde genbrugsmaterialer som standardvarer, vil det gøre en enorm forskel. Det vil åbne op for, at flere bygherrer kan vælge cirkulære løsninger uden at skulle påtage sig alt risikoen selv, siger han.























