Entreprenør gør klar til op mod 500 nye boliger i Odense

Entreprenørvirksomhed har landet en stor ordre fra Odense Kommune. Et areal på 48 hektar skal byggemodnes for omkring 120 millioner kroner.

Entreprenørvirksomheden TC Anlæg skal ifølge Fyens.dk byggemodne 48 hektar i Skt. Klemens i Odense.

Området fremstår i dag som bar mark, men det skal gøres klar til 400-500 nye boliger, skriver avisen.

I alt fem virksomheder bød ind på opgaven, men TC Anlæg løb altså med den.

– At vi har regnet den skarpeste pris glæder mig naturligvis. Men jeg er ekstra stolt af, at vi også er vurderet klart bedst på kvalitet, siger direktør i TC Anlæg, Torben Clausen, til Fyens.dk.

Ifølge avisen forventer Odense Kommune at bruge 120 millioner kroner på byggemodningen, som foruden kloak og belysning til hoved- og stikveje blandt andet omfatter en ny adgangsvej med tilhørende lyskryds og svingbaner på den trafikerede Stenløsevej i den nordlige ende af området.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling