Entreprenør i aftale med it-millioner om byggeri af 24 boliger i Dragør

Tidligere verdensmester i windsurfing står sammen med partner bag projektet, der omfatter 24 lejligheder i et mindre udviklingsområde.

Thormann.as skal stå for opførelsen af et nyt boligbyggeri i Dragør.

Det oplyser entreprenørfirmaet på sin hjemmeside.

Entreprenørfirmaet har indgået en totalentreprisekontrakt med bygherren, der er et selskabet ejet af entreprenøren John Strømberg Theisen og Thomas Sehested, der er tidligere verdensmester i windsurfing, og som blev mangemillionær på salget af softwareselskabet Dtecnet.

Projektet omfatter 24 lejligheder fordelt på tre etager, hvor hver etage får otte boliger med adgang via tre opgange og elevatorer.

Lejlighederne bliver mellem 54 og 99 kvadratmeter store og indrettet som to-, tre- og fireværelses boliger.

Samlet får bebyggelsen et etageareal på knap 2.000 kvadratmeter. Alle lejligheder får enten altan eller terrasse og adgang til grønne fællesarealer.

Projektet er tegnet af Delta Arkitekter i samarbejde med Akademiingeniør Svend Poulsen.

Byggeriet får facader i gult murværk med arkitektoniske detaljer i form af indtrukne murfelter, mens taget dækkes af tagpap.

Til hver bolig opføres depotrum i mindre bygninger med træbeklædte facader og grønt tag. Der etableres desuden parkeringsplads med 31 parkeringspladser, heraf to til handicappede, samt arealer til cykler.

Nedrivningen af de eksisterende bygninger på grunden begynder i denne måned, og selve byggeriet går i gang i december 2025. Projektet forventes færdigt i 2026.

De kommende lejligheder opføres i et erhvervsområde, der er under forvandling med flere boligbyggerier.

Investorduen Thomas Sehested og John Strømberg Thiesen har sammen ejendomsselskabet Nordic Properties. I marts 2025 solgte de seks af porteføljens syv ejendomme til en unavngiven institutionel investor. 

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling