C.C. Contractor skal stå for byggeriet af en ny daginstitution på Engmosevej 12 i Solrød Strand.
Det oplyser entreprenørvirksomheden fra Herning i en pressemeddelelse.
“Arkitektonisk bliver børnehuset udformet som en række trygge grupperum samlet under ét stort saddeltag, der både nedskalerer bygningens fremtoning og passer harmonisk ind i de naturskønne omgivelser”, skriver C.C. Contractor.
“Husets hjerte bliver et centralt fællesrum med pædagogisk køkken, tumleområder og plads til fællesskab og samvær”, lyder det videre.
GPP Arkitekter har i samarbejde med Ejby Rådgivende Ingeniører sat stregerne til den 1.285 kvadratmeter store bygning, mens Thing Brandt Landskab står for udearealerne.
“Bygningen opføres som let træbyggeri med facader i varmebehandlet thermowood og tag i lysegrå klikfals-stålplader. Interiøret får et roligt, naturligt udtryk med materialer som træbeton, krydsfiner og linoleum”, skriver C.C. Contractor.
Bygherre er Solrød Kommune. Børnehuset Enghaven designes med ambition om DGNB Guld 2023 og inkluderer også DGNB Hjerte med fokus på sundhed, trivsel og bæredygtighed.





















