Entreprenørvirksomhed fra Fredericia med overskud på 21 millioner

Entreprenørvirksomheden CJ med base i Fredericia fik i 2023/24 et resultat på 26 millioner kroner før skat. Omsætningen lød på 445 millioner kroner.

Omsætningen faldt en smule, mens resultatet steg i 2023/24 for entreprenørvirksomheden CJ med base i Fredericia og afdelinger i Horsens, Langeskov på Fyn og Kalundborg.

Omsætningen lød på 445 millioner kroner mod knap 451 millioner kroner året før. Resultatet efter skat landede på 21 millioner kroner i 2023/24 mod knap 16 millioner kroner i 2022/23.

– Det er et udfordrende marked derude i byggebranchen og har været det hele sidste regnskabsår for mange aktører, hvor nogle er bukket under. I det lys er vi ganske tilfredse med vores resultat, hvor vi har en solid bundlinje, uden at den er overdådig i forhold til vores omsætning. Det balancerer meget fint med vores budget og fortsatte vækststrategi, udtaler administrerende direktør Jonathan Smetana fra CJ i en pressemeddelelse.

– Vi har omtrentlig ramt vores omsætningsforventninger i alle afdelinger men på vidt forskellig vis. De mange ret forskellige specialer giver både fordele i en foranderlig hverdag – og det kan altså aflæses i resultatet, hvor alle afdelinger bidrager med en del til det samlede overskud.

– Vi er lykkedes godt med at navigere i markedet – og går i øvrigt også ind i det nye regnskabsår med en god, solid ordreportefølje i bogen for den kommende tid, forklarer Jonathan Smetana, der oplever særdeles positiv kunderespons omkring virksomhedens kontinuerligt solide økonomi og finansielle fundering.

CJ mener, at man profiterer af den værdibaserede tilgang til kunder og samarbejdspartnere. Entreprenørvirksomheden får genvalg af rigtig mange bygherrer, oplyses det i meddelsen.

Tidlig involvering skaber tilfredse og genkøbende kunder

– Vi er sjældent ude i vilde og ressourcekrævende licitationer med videre. Vi har derimod mange projekter, hvor vi sammen med bygherre er tidligt involveret for at bringe vores faglighed og erfaring tidligt i spil og arbejder efter vores partnerkoncept, hvor bygherre har fuld transparens i processen i forhold til både tidsforbrug og indkøb, udtaler Jonathan Smetana.

– På den måde optimerer vi projekterne med tidlig involvering og er helt i samme båd som bygherren, der omvendt anerkender, at vi tjener lidt på det hele, men til gengæld altid ved, hvad vi tjener på hvad.

For det kommende regnskabsår forventes der et aktivitetsniveau på niveau med indeværende regnskabsår og et resultat på mellem 17-19 millioner kroner.

– Vi skal udvikle os videre i et ambitiøst, men sundt tempo. Vi skal forholde os til branchens udfordringer og men også muligheder. Vi kommer til at øge fokus yderligere på bæredygtighedsdagsordenen og produktioner til energisektoren, hvor vi har særlige kompetencer, og vi kommer til at udvikle os yderligere sammen med partnere og kunder, vi allerede har i huset, fordi de ved, hvad vi står for.

– Med vores særlige ejerstruktur tillader vi os at have det lange lys på i vores udvikling og vækstambitioner, selvom vi både er ambitiøse og sultne efter fortsat udvikling, slutter Jonathan Smetana.

Hovedtal og nøgletal fra CJ A/S

Tusinde kroner 2023/24 2022/23 2021/22 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 444.498 450.512 423.697 389.392 274.275
Bruttofortjeneste 122.201 111.895 103.869 102.515 72.037
Resultat før af- og nedskrivninger 30.853 25.460 23.039 29.523 18.398
Resultat før finansielle poster 26.698 20.924 18.789 25.956 15.685
Resultat af finansielle poste -286 -823 -53 -410 951
Årets resultat 20.569 15.666 14.587 19.881 12.957
Balance
Balancesum 153.820 122.368 127.283 100.681 90.869
Investering i materielle anlægsaktiver -2.841 -5.184 -4.991 -5.095 -2.313
Egenkapital 58.292 47.723 43.168 42.582 30.703
Antal medarbejdere 158 155 150 124 93
Nøgletal i procent
Afkastningsgrad 19,3 16,8 16,5 27,1 19,4
Soliditetsgrad 37,9 39,0 33,9 42,3 33,8
Forrentning af egenkapital 38,8 34,5 34,0 54,3 48
Likviditetsgrad 170,1 194,3 161,5 209,3 163,8

Kilde: Årsrapport 2023/24 fra CJ A/S.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling