
Den erfarne ejendomsmægler Mikael Buse er tiltrådt som ny partner og afdelingsleder i EDC Poul Erik Bech i Karrebæksminde.
Det oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Den 58-årige mægler kommer fra virksomhedens afdeling i Næstved, hvor han gennem seks år har været med til at skabe stærke salgsresultater. Mikael Buse har mere end 20 års erfaring som ejendomsmægler.
– Inden jeg kastede mig over boligbranchen i 2004, var jeg i 17 år ansat i Danske Bank og sluttede i bankens finansafdeling. Min mæglerkarriere startede i Køge, hvor jeg gennem 11 år stod for salget af mange fritidshuse i Strøby Egede-området, udtaler Mikael Buse.
– Siden 2015 har jeg været ejendomsmægler i Næstved, hvor jeg de første år formidlede mange fritidshuse, inden jeg for seks år siden blev en del af EDC Poul Erik Bech-butikken, hvor fokus primært har været på det traditionelle boligmarked. Her har jeg været en del af et utroligt dygtigt team, men muligheden for at blive partner i Karrebæksminde var simpelthen for god til at lade passere, og jeg glæder mig meget til igen at arbejde med sommerhuse.
Skiftet til Karrebæksminde har også en personlig betydning. Han har haft tilknytning til området i over 40 år, og siden 2007 har han og familien haft fritidshus i Vesterhave. Derfor glæder han sig til at kombinere sit lokalkendskab med arbejdet som leder af den markedsledende butik i byen.
Ifølge Mikael Buse oplever Karrebæksminde stigende interesse blandt boligkøbere. Der blev sidste år solgt næsten 200 boliger i området, heraf 149 fritidshuse, hvilket er det højeste niveau siden boligmarkedets rekordår i 2021.
Han forventer samtidig, at kommende udviklingsprojekter, herunder udvidelsen af Karrebæksminde Strandhotel, vil styrke både turismen, handelslivet og efterspørgslen på boliger og sommerhuse i området.






















