Handelsaktiviteten i Aalborg er på vej op igen ved indgangen til 2026, lyder det i en pressemeddelelse fra Colliers.
Efter en periode med usikkerhed har stabiliserede renter, mere realistiske prisforventninger og bedre finansieringsvilkår givet investorerne fornyet appetit. Flere handler er allerede sat i gang, og både danske og internationale købere retter igen blikket mod Nordjylland.
Året er begyndt med konkrete transaktioner. Colliers har blandt andet solgt Hotel Phønix i Aalborg, og endnu en hotelhandel forventes afsluttet senere på året. Boligsegmentet ventes fortsat at dominere markedet, herunder projekter med forhåndsfinansiering og salg af regulerede boligporteføljer.
– Vi oplever et tydeligt skifte i markedet. Hvor 2025 primært var drevet af lokale investorer, forventer vi i 2026 igen at se både større danske og internationale købere i Aalborg. Når finansieringen er blevet mere forudsigelig, følger kapitalen også med, udtaler Claus Sondrup, Director, Colliers Aalborg.
Boligmarkedet står ifølge Colliers stærkt med en tomgang på omkring fire procent ifølge EjendomDanmark. Det er på niveau med andre større provinsbyer, og huslejerne er stigende for både etageboliger og rækkehuse. Efter en periode med høj byggeaktivitet er markedet igen i bedre balance.
Kontormarkedet rummer potentiale, men udbuddet er begrænset, lyder det fra erhvervsmæglerne.
– Kontor er et paradoksalt segment i Aalborg lige nu. Efterspørgslen efter kvalitet er der, men det generelle udbud i markedet er begrænset. Det betyder, at nye projekter med den rigtige placering og standard kan få en stærk position, uddyber Claus Sondrup.
Industri- og logistikmarkedet står relativt solidt. Nordjylland rummer omkring 10,4 millioner kvadratmeter lager- og industriarealer, svarende til 13 procent af det samlede areal i Danmark. Tomgangen er blandt de laveste regionalt, men nybyggeri forventes primært at ske til konkrete brugere frem for på spekulativ basis. Detailhandlen er fortsat under pres, især i Bispensgade, hvor tomgangen er høj og efterspørgslen svagere end tidligere.
Flere strukturelle forhold understøtter udviklingen. Aalborg Universitet har omkring 17.700 studerende og 3.700 ansatte og fungerer som en væsentlig drivkraft for byens erhvervsliv. Aalborg Lufthavn er landets tredjestørste og har øget kapaciteten på ruten til København. Samtidig ventes kommunens befolkning at vokse med cirka 9.100 borgere frem mod 2035, særligt blandt de erhvervsaktive aldersgrupper.
Udviklingsområderne ved Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst, Stigsborg Brygge og det tidligere Sygehus Nord i centrum regnes blandt de mest attraktive investeringsområder. Her kombineres boliger, erhverv og infrastruktur i langsigtede byomdannelser.
Samlet peger både de økonomiske rammevilkår og den lokale byudvikling mod et år med stigende handelsaktivitet. Forventningen er, at 2026 vil overgå de seneste år, især inden for boligejendomme, men også med større kontorhandler og fortsat interesse for dagligvareejendomme med lange lejekontrakter.
– Vi forventer et år med stigende transaktionsvolumen i Aalborg. Investorerne søger højere afkast uden for hovedstaden, og når renterne er mere stabile, bliver provinsmarkederne igen attraktive. Aalborg har fundamentet til at tiltrække den kapital, afslutter Claus Sondrup.






















