
To markante profiler i Cushman & Wakefield RED rykker nu tættere på topledelsen.
Anne Sofie Ravn Christensen og Josefine Pfeiffer er udnævnt til associerede partnere og bliver dermed kørt i stilling til på sigt at indgå i partnerkredsen.
Det skriver erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
Begge har været en del af virksomheden i omkring seks år og er vokset med ansvar i de afdelinger, hvor de nu indtræder i ledelsen. Anne Sofie Ravn Christensen har gjort karriere i Valuation og Research, mens Josefine Pfeiffer har haft sin gang i Capital Markets.
Samtidig med udnævnelsen bliver Anne Sofie Ravn Christensen forfremmet til Co-Head of Valuation & Research. Hun kommer dermed til at dele ledelsesansvaret i afdelingen med Jesper Bruce-Anderson, som samtidig tiltræder rollen som COO i Cushman & Wakefield RED.
Fremover får hun også en mere synlig rolle udadtil og bliver i højere grad vurderingsafdelingens ansigt i markedet, en rolle hun allerede kender gennem sin undervisning på diplomuddannelsen i vurdering og ejendomsinvestering.
– Jeg vil gerne bidrage til, at RED opnår en endnu større markedsandel. Jeg synes, at vi leverer rådgivnings- og værdiansættelsesydelser af højeste kvalitet, hvilket jeg gerne vil være med til at få endnu bredere ud i markedet, udtaler Anne Sofie Ravn Christensen.
Josefine Pfeiffer er i forvejen en central figur i større ejendomstransaktioner. Tidligere i år stod hun blandt andet i spidsen for salget af Kultorvet 14 for Kommunekredit og har desuden gennemført offentlige udbud for både Frederiksberg og Helsingør Kommune.
Med den nye titel får hun ansvar for endnu flere salgsprocesser og et styrket fokus på udgående salg samt udvikling af medarbejdere i afdelingen.
– Vi har mange virkelig dygtige folk i afdelingen, og jeg ved, hvor meget det betyder at få masser af sparring og få tildelt ansvar, så det bliver også en prioritering for mig at give videre, udtaler Josefine Pfeiffer.
Udnævnelserne er led i en bevidst strategi om at styrke ledelseslaget i virksomheden.
– Anne Sofie og Josefine er to af de største talenter, vi har. De er løbende blevet evalueret, og de har vist et stort potentiale. Begge kan og vil både virksomheden og deres egen personlige udvikling. Så vi er glade for, at de nu vil være med til at løfte en større ansvar, udtaler Jesper Bruce-Anderson, Partner og Head of Valuation i RED.























