Cushman & Wakefield | RED udvider partnerkredsen med Oliver Hansen og Phillip Monge, der fremover får centrale roller i ledelsen af virksomhedens afdelinger for kontorudlejning og detailhandel.
Det oplyser erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
Phillip Monge har haft sin daglige gang i virksomheden i mere end et årti og startede allerede i 2011 som studentermedhjælper. Sammenlagt har han gennem mere end 12 år hos RED oparbejdet ekspertise inden for retail. Efter en afstikker til London vendte han tilbage til firmaet for at arbejde tæt sammen med partner Kristian Vinggaard.
– Kristian fortsætter som leder af afdelingen, men jeg skal i højere grad træde i forgrunden. Kristian er virkelig dygtig til at operere off-market, men vi har en klar plan om, at vores afdeling skal markere sig endnu stærkere udadtil, udtaler Phillip Monge.
Han ser detailhandel som en afgørende drivkraft for byernes liv og kvalitet.
– Det er det, der sker i gadeniveau, som skaber dynamikken og miljøet i en by. Hvis detailhandlen blomstrer, er byen velfungerende. Det er den umiddelbare respons og betydningen for bybilledet, der driver mig, forklarer han.
Oliver Hansen kom til Cushman & Wakefield | RED i 2021 og har siden markeret sig stærkt inden for kontorudlejning. Med en baggrund fra elitesporten har han overført fokus på teamwork, disciplin og målorienteret arbejde til ejendomsbranchen. Han har opbygget tætte relationer til nogle af landets største pensionskasser og ejendomsselskaber og arbejder i et marked, hvor beliggenhed og faciliteter spiller en stadig større strategisk rolle for virksomhederne.
Administrerende partner Nicholas Thurø fremhæver de to nye partneres høje faglighed, store engagement og stærke netværk som væsentlige bidrag til virksomhedens fortsatte udvikling og position på markedet.
– Vi er glade og stolte over, at kunne udnævne to så stærke profiler til partnere i RED, udtaler Nicholas Thurø.
























