Erhvervsmænd køber 21 lejligheder og to butikker i Bredballe

To erhvervsmænd har købt 21 lejligheder og to butikker på Strandvejen 59-61 i Bredballe. Nu skal området moderniseres og forskønnes.

Erhvervsmænd køber 21 lejligheder på Strandvejen 59-61 i Bredballe. Foto: Google Maps.
Erhvervsmænd køber 21 lejligheder på Strandvejen 59-61 i Bredballe. Foto: Google Maps.

De vejlensiske erhvervsmænd Jesper Daugaard Buhl og Steen Digmann Due har overtaget selskabet bag 21 lejligheder på Strandvejen 59-61 i Bredballe.

Samtidig har de købt to butikslejemål i gadeplan og står dermed som ejere af hele ejendommen.

Det skriver VAFO.dk.

– Som ejere af hele området behøver vi ikke spørge nogen om, hvordan området skal udvikle sig; det kan vi godt lide, og prisen for de to butikslejemål var rimelig, siger Steen Digmann Due til VAFO.dk.

Med købet følger planer om at modernisere og forskønne området. Lejerne i de 21 lejligheder kan se frem til et løft af udearealerne på førstesalen, hvor ejerne ønsker at etablere et indbydende opholdsområde, der kan bruges i sommerhalvåret.

Også facaderne i gadeplan skal have et mere tidssvarende udtryk med blandt andet maling og mulige træbeklædninger.

De to butikker er allerede udlejet, men ejerne ønsker endnu ikke at oplyse, hvem lejerne er. Til ejendommen hører i alt 63 parkeringspladser fordelt på terræn og parkeringshus.

Prisen for selskabet med lejlighederne er ikke offentliggjort. Ejendommen blev senest handlet i 2017 til 35 millioner kroner, mens de to butikslejemål er købt for samlet knap 6 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev