Erhvervsområde på 300.000 kvadratmeter skal omdannes til blandet bykvarter

Gennem en årrække har der været planer om at omdanne det 300.000 kvadratmeter store erhvervsområde, og nu går planlægningen for alvor i gang.

I mange år har der været dialog mellem Silkeborg Kommune og lodsejere om, hvordan Mørksøkvarteret kunne skifte karakter fra et blandet erhvervsområde til et moderne boligområde.

Det arbejde blev for alvor sat i gang i 2022, og siden har kommunen i samarbejde med Cowi udarbejdet en helhedsplan for det 300.000 kvadratmeter store område i Virklund syd for Silkeborg.

Nu har politikerne i Plan- og Vejudvalget besluttet at igangsætte arbejdet med med en såkaldt rammelokalplan, der vil være byggeretsgivende for dele af området.

Målet er, at området i fremtiden skal rumme forskellige boligtyper, grønne områder, gode stiforbindelser og en ny permanent daginstitution. Området skal omdannes gradvist, så eksisterende virksomheder får mulighed for at blive, indtil nye boligprojekter bliver sat i gang.

Et centralt element i planen er etableringen af en ny børnehave på Korshøjvej 1-3. Derfor vil rammelokalplanen være byggeretsgivende for området, hvor den nye daginstitution skal opføres. Desuden vil den være byggeretsgivende for et såkaldt erhvervsbånd langs Horsensvej og Nyhøjvej.

Lokalplanen skal give de virksomheder, der bliver i området, mulighed for fortsat at udvikle sig – dog uden at det skaber støj- eller lugtgener for kommende boliger.

Erhvervsområdet mod Horsensvej skal bevares, men der bliver sat rammer for, hvilke typer erhverv der må være tæt på boliger.

De nuværende veje i området bevares, men der bliver brug for at opgradere dem, så de passer til et boligområde. Det gælder også stier, der skal binde området sammen og skabe sikre forbindelser til resten af Virklund – både til fods og på cykel.

Der lægges stor vægt på at skabe en grøn struktur med rekreative fællesarealer og adgang til naturen. Byggeriet skal tilpasses landskabet, så der skabes udsigt og luft omkring husene, særligt i udkanten af kvarteret.

I helhedsplanen lægges op til nybyggeri i et-fire etager og en bebyggelsesprocent på mellem 10 og 90 i de forskellige delområder.

“Der er både mulighed for lejlighedsbyggeri i forskellige former, herunder etagebyggeri i stænger, blokke eller som punkthuse, rækkehuse, dobbelthuse, kædehuse, klyngehuse, fritliggende parceller og tiny houses”, lyder det i helhedsplanen.

Kommunen har endnu ikke lagt sig fast på et præcist budget, men i helhedsplanen er der lavet et overslag på 22 millioner kroner til opgradering af veje og stier. Det er endnu ikke afgjort, om private udviklere skal være med til at betale for disse forbedringer.

Lokalplanarbejdet forventes snart at gå i gang, og borgerne vil blive inddraget i processen. Der vil blive afholdt et borgermøde i høringsperioden, hvor både lokalplan og kommuneplantillæg bliver præsenteret.

Om udviklingen af Mørksøkvarteret i Virklund

  • Mørksøkvarteret i Virklund skal omdannes fra erhverv til boligområde
  • En rammelokalplan skal fastlægge de overordnede rammer
  • Der skal bygges boliger, daginstitution og anlægges grønne områder
  • Eksisterende virksomheder kan blive, men nye må ikke starte
  • Borgerne inviteres til borgermøde i høringsperioden
  • Anlægsoverslag for infrastruktur: cirka 22 millioner kroner

Kilde: Silkeborg Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev