Erik Arkitekter og Koten lancerer nyt LCA-værktøj

Koten og Erik Arkitekter lancerer i samarbejde et nyt LCA-værktøj, der er den første af sin slags. Værktøjet mindsker fejl og kan spare brugeren op til 75 procent af den tid, der ellers skal bruges på den lovpligtige livscyklusanalyse, som netop er trådt i kraft ved årsskiftet.

I samarbejde lancerer Koten og Erik Arkitekter et nyt LCA-værktøj, der kan blive en stor hjælp for alle, der arbejder med livscyklusanalyser inden for arkitektur og byggeri. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Værktøjet er skabt af bygningskonstruktør Casper Vestergård fra Erik Arkitekter med en vision om at eliminere de ensformige og manuelle processer, det ellers kræver at lave en LCA-beregning.

– Jeg har haft fokus på at gøre værktøjet så let og umiddelbart at bruge som muligt. På få minutter kan du danne dig et overblik over projektets CO2-belastning direkte i Revit, eller trække en samlet LCA-beregning ud og derfor også bruge værktøjet løbende i design- og skitseringsfaserne frem for blot til den endelige dokumentation, forklarer grundlægger og idémand bag Koten, Casper Vestergård.

Koten bruger de samme generiske materialer, som findes i LCA-byg, der er hentet fra databasen Ökobaudat Når Koten er installeret, henter programmet selv de nyeste data fra egen database, så brugeren altid har de rigtige og opdaterede data.

– Det er en af de måder, hvorpå det nye værktøj adskiller sig fra de nuværende LCA-beregnere på markedet, da man slipper for mange manuelle processer, hvor man selv skal taste al data ind manuelt, fortæller Jesper Laursen, direktør i Erik Vest og partner.

Da Koten automatisk eksporterer dine materialer til LCA-byg med mængder, sparer det en stor mængde tid, og det eliminerer fejl for brugeren i LCA-beregningen. Det er også muligt at bruge materialer fra Koten eller tilpasse sine egne materialer,. Koten betegnes som et intuitivt værktøj, der er nemt at bruge i en designproces. Koten er lavet som plug-in til Revit, da størstedelen af landets tegnestuer arbejder i Revit, skriver Erik Arkitekter.

Jesper Laursen, direktør i Erik Vest og partner. Foto: PR.
Jesper Laursen, direktør i Erik Vest og partner. Foto: PR.

Open Source-tilgang

Det nye værktøj kan downloades gratis og bruges af alle. Fra studerende eller mindre tegnestuer til store ingeniørvirksomheder – alle der skal arbejde med livscyklusanalyser i byggeriet.

– Vi har stået bag Casper i hans arbejde med Koten, og vi har hele tiden været enige om, at det skulle være ud fra en open source-tilgang. Det er vigtigt at skabe noget, der kan give tilbage til branchen, og som alle kan få glæde af i forbindelse med de nye lovkrav. Og så er det helt i tråd med Eriks mål om at understøtte det bæredygtige byggeri og samarbejde i branchen, siger Jesper Laursen, direktør i Erik Vest og partner.

Ved årsskiftet blev det et lovkrav at lave livscyklusanalyser for alle nybyggerier, der dokumenterer det totale CO2-aftryk på bygningsniveau. Med det nye værktøj håber Koten og Erik arkitekter at kunne lette arbejdsbyrden for de mindre tegnestuer og opfordrer samtidig til, at man også udnytter værktøjet til at teste bæredygtige løsninger undervejs i designfasen.

– Da værktøjet gør det let at hive data ud fra ens bygningsmodel, kan man undervejs i designfasen teste forskellige løsninger af. Man kan for eksempel løbende undersøge, hvordan en specifik konstruktion påvirker bygningens samlede CO2-aftryk. På den måde kan man løbende undersøge og blive klogere sammen med bygherren, fortæller Anne Refsgaard, bæredygtighedschef i Erik Vest.

Hos Erik Arkitekter er de bevidste om, at mange andre sidder og arbejder på et lignende værktøj. Derfor har det også været vigtigt at lancere Koten, så andre kan lade sig inspirere, og så branchen kan “løfte i flok” i forhold til de fælles udfordringer.

– Det har været vigtigt for os, at vi med samarbejdet med Casper og Koten er med til at tilbyde branchen et design-værktøj, der kan indgå i de daglige work-flows og hurtigt give brugeren en fornemmelse af, hvordan det pågældende projekt performer i forhold til CO2, siger Anne Refsgaard.

Det er muligt at downloade Koten og tage det i brug allerede i dag. Du finder programmet her: www.koten.dk.

Desuden kommer Koten senere på året med den næste del af programmet, som hjælper med at automatisere beskrivelser, tilbudslister og kontrolplaner.