Esbjerg kræver cirkulær byudvikling

Kommende rådgiverudbud for næste etape i Det Internationale Kvarter kræver dokumenteret genbrug, lokale materialer og cirkulære løsninger.

Esbjerg Kommune og Realdania har en ambition om at sætte nye standarder for fremtidens byggeri.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Ambitionen udmønter sig nu et et konkret initiativ.

Når rådgiverudbuddet for tredje etape af Det Internationale Kvarter i boligområdet Stengårdsvej offentliggøres den 10. oktober, stilles der for første gang krav om dokumenteret genbrug, cirkulære materialer og lokal forankring.

Projektet skal udfordre de gængse normer, hvor laveste pris ofte styrer udviklingen.

– Vi vil vise, at det er muligt at skabe byrum med høj kvalitet og en stærk identitet uden at bruge nye ressourcer, og vi håber at mange rådgiverteams har lyst til at byde ind på opgaven, udtaler Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Den kommende etape omfatter en ny kvartersplads som socialt og kulturelt centrum. Pladsen får en regnvandssø, der både skal sikre mod skybrud og fungere som rekreativt område, mens den eksisterende Portalpark udbygges med grønne zoner, spiselige planter og plads til bevægelse.

Genbrugsmaterialer fra kommunens materielgård skal indgå i projektet, og som noget særligt opføres en pavillon af lokal ler fra regnvandssøens udgravning. Pavillonen bliver kommunens første bygning i helt cirkulære materialer og forventes at være CO2-neutral.

Projektet bygger videre på en samskabende proces med borgere og lokale foreninger, som har været i gang siden 2023.

– Det er vigtigt, at vi fortsat sætter en høj kvalitets-barre i det her projekt, og også holder fast i ambitionen om, at projektet udspringer af borgernes egne håb og drømme, udtaler Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.

Det færdige kvarter ventes klar i 2028 og skal demonstrere, hvordan fremtidens byrum kan udvikles med respekt for både klima, kultur og fællesskab.

Tilmeld Nyhedsbrev