
Efter mere end 20 år med vedligeholdelse af gadebelysning og lysreguleringer i flere kommuner siger EWII nu farvel til forretningsområdet.
Infrastrukturvirksomheden Eltel overtager aktiviteterne fra den 1. september 2026, fremgår det af en pressemeddelelse.
Handlen betyder samtidig, at ni medarbejdere fra EWII skifter til Eltel. De fortsætter med at arbejde for de samme kunder, blandt andet gennem de eksisterende aftaler om vedligeholdelse af gadebelysning i Kolding og Haderslev.
Ifølge EWII skyldes salget, at området er lille og specialiseret og derfor kræver et andet fokus, end energikoncernen kan tilbyde. Eltel har derimod gadebelysning som en del af sin kerneforretning.
Salget kommer få måneder efter, at EWII solgte sit fibernet i Trekantområdet. Direktør Lars Bonderup Bjørn afviser dog, at de to handler er udtryk for en større omlægning af koncernen. Han beskriver dem som to forskellige og isolerede salgsprocesser.
– Det hænger tæt sammen med koncernens grundlæggende formål om at skabe værdi i det samfund, vi selv er en del af. Salget af belysningsaktiviteterne handler om at overdrage et lille forretningsområde til et stærkt match, udtaler Lars Bonderup Bjørn.
Eltel er en serviceudbyder af kritisk infrastruktur med cirka 3.800 medarbejdere og hovedkontor i Sverige. I 2025 var den årlige omsætning på over 6,1 milliarder kroner.






















